Danskerfest eller -fadæse – Forventninger til danske stjerner forud for sæsonen

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på email
Del på print
Rekordmange danskere er at finde på Worldtouren i 2021. Vi kigger tre af de mest prominente i sømmene.

I 2021-sæsonen har vi rekordmange danskere på Worldtouren. Mange af dem har allerede cementeret sit navn på verdenseliten. Heriblandt den tidligere verdensmester Mads Pedersen, Michael Valgren og Jakob Fuglsang, der har sejre i to monumenter på sit cv. I takt med, at de store sejre tikker ind, stiger forventningerne også. Det kan gøre det sværere at levere de store resultater, da konkurrenterne skuler deres vej mere end førhen. Vi kigger her frem imod 2021-sæsonen for tre store danske stjerner.

Jakob Fuglsang, Astana – Premier Tech

“Fuglen” har i sin karrieres efterår været en fast bestandel af den absolutte elite. At man kalder den samlede 6. plads i Giro di Italia for en skuffelse, er et godt billede på, hvilke forventninger, der efterhånden er forbundet med Fuglsangs navn. Jakob har ved flere lejligheder vist os, at han kan håndtere det pres til UG.

Dette blev blandt andet eksemplificeret ved Lombardiet Rundt i fjor. Her var der lagt i kakkelovnen til en stor duel mellem den unge komet Remco Evenepoel og rutinerede Fuglsang. Efter Evenepoel som bekendt styrtede grimt og udgik, var det alle mod Jakob. På trods af det, formåede han at sætte sine konkurrenter eftertryggeligt til vægs.

Et lignende scenarie udspillede sig, da han vandt Liege-Bastogne-Liege. Alle pegede på endnu en drabelig duel mellem Allaphilippe og Fuglsang. Men da det blev tydeligt, at Allaphilippe ikke havde benene til at bakke favoritværdigheden op, viste Fuglsang sin klasse og kørte sine konkurrenter agter ud.

Embed from Getty Images

Tour de France bliver nedprioriteret

Ifølge Astanas Twitterprofil skal Fuglsang i 2021 køre Tour de France. Løbet skal dog, ifølge Fuglsang selv, bruges til at finde topformen inden De Olympiske Lege i Tokyo, der er sæsonens altoverskyggende mål for danskeren. OL-linjeløbet skal køres seks dage efter, at Tour-feltet spurter om sejren på Champs-Élysées. Fokusset for Fuglsang bliver derfor at jagte etapesejre og finde topformen inden slaget om de eftertragtede medaljer i Japan den 24. juli.

Jakob Fuglsang har de sidste par år modbevist sine kritikere, der for længe siden havde dømt ham færdig som førende rytter. For en rytter, der bliver 36 år gammel til marts, viser Fuglsang stadig ekstremt højt niveau. Spørgsmålet er derfor, hvornår alderen indhenter ham. Fuglsangs sportsdirektør på Astana-holdet, Alexandr Vinokurov, vandt sin olympiske guldmedalje som 38-årig. Så hvorfor ikke også Fuglsang selv?

Det perfekte program

På Astana-holdet, hvor Fuglsang er under kontrakt, har man en stolt tradition for at være et fremtrædende klassementshold i de store Grand Tours. Allerede fra holdets begyndelse med Alberto Contadors Grand-Tour triumfer , og sidenhen også med Vincenzo Nibali.

Miguel Angel Lopez, der i 2020 var Tour de France-kaptajn for holdet, slår nu sine folder hos Movistar. Det efterlader holdets klassementsambitioner hos Jakob Fuglsang og den unge russer Alexandr Vlasov. Russerens største mål for sæsonen bliver et topresultat i Giroen. Derfor bliver det en uvant situation for det kasakhiske hold, ikke at have en rytter med klassementsforhåbninger på Tour de France-holdet.

Der var tvivl om Fuglsang ville få sin vilje med ikke at skulle køre Grand Tour-klassement i 2021-sæsonen. Heldigvis for os danske cykelfans og Jakob selv, tyder hans program på, at “Fuglen” får mulighed for at flyve højt i de løb, hvor vinderchancerne er allerstørst. Af samme grund er min tiltro til Fuglsang stor. Selvom han ikke er topfavorit til hverken OL eller Ardennerklassikerne, spår jeg ham gode chancer for at hente topplaceringer i kalenderens største løb, og dermed endnu en gang slutte højt på verdensranglisten.

Jakob Fuglsangs fulde forårs- og sommerprogram

Ruta del Sol (Andalucien Rundt) – 17.-21. februar
Strade Bianche – 6. marts
Tirreno-Adriatico – 10.-16. marts
Flandern Rundt – 4. april
Baskerlandet Rundt – 5.-10. april
Amstel Gold Race – 18. april
La Fleche Wallone – 21. april
Liege-Bastogne-Liege – 25. april
Schweiz Rundt – 6.-13. juni
Tour de France – 26. juni-18. juli
Linjeløbet til De Olympiske Lege – 24. juli

Mads Pedersen, Trek – Segafredo

Selvom Mads Pedersen blev snydt for at køre sine favoritløb i de mytiske regnbuestriber, viste han i 2020-sæsonen, at sejren på den kolde september-dag i Yorkshire ikke var nogen tilfældighed. Trods en forbier til Flandern Rundt, viste Mads P sin klasse ved mange lejligheder. En flot sejr i Gent-Wevelgem og ikke mindst to andenpladser i massespurter i Tour de France, lover godt for den unge danske stjernes fremtidige karriere.

Hvor skal han finde sine sejre?

Trods det store gennembrud som sprinter, bliver sæsonens store mål forårsklassikerne for den tidligere verdensmester. Den flotte andenplads fra 2018 kunne pege på, at Flandern Rundt er Pedersens største chance for en monument-sejr. Det skønner jeg dog ikke. Den hurtighed han fremviste i Touren, gør Milano-San Remo til et godt løb for ham. En eventuel spurt efter plus 300 kilometer på en tid af året, hvor der er risiko for regn og blæst. Den udsigt bør få den hurtige dansker til at slikke sig om munden.

Mads P nævner selv Paris-Roubaix, når han bliver spurt til favoritløb og største sejrsmulighed for ham. Det er også det monument, der passer ham allerbedst i min bog. En overvejende flad rute på de ujævne nordfranske pavéer, gør Pedersens kompakte bygning til et plus, i stedet for det minus det kan være på de stejle flamske stigninger.

Tour de France massespurter

Tour de France er også på danskerens løbskalender i år. Efter to flotte andenpladser i fjor, stiler Pedersen efter en etapesejr i verdens største cykelløb. Sidste år kørte Trek-Segafredo med en turnusordning til massespurterne, hvilket var genstand for stor frustration hos danske cykelfans og Pedersen selv. Kim Andersen (sportsdirektør hos Trek-Segafredo) har dog udtalt, at spurterne bliver kørt hundrede procent for Mads P, når Tour de France løber af stablen den 26. juni i år.

På papiret ligner Tour-ruten en gave til feltets hurtige folk. Der er udsigt til otte massespurter. Det er en væsentlig stigning i forhold til de forgangne udgaver, hvor man er gået længere og længere væk fra de klassiske sprinteretaper. Så selvom Mads Pedersen ikke er ligeså hurtig som hverken Sam Bennett, Caleb Ewan eller Arnaud Demare, bør der være rig mulighed for, at den tidligere verdensmester kan lave overraskelsen og veksle sine andenpladser fra 2020 til en sejr i år.

Embed from Getty Images

Generobring af regnbuestriberne

Årets VM-rute i Flandern er som skræddersyet til en rytter som Mads Pedersen. Med et ualmindeligt stærkt dansk hold i ryggen, har han store chancer for at blive verdensmester for anden gang på tre år. Der er dog et stjernespækket belgisk hold på hjemmebane med Wout van Aert i spidsen, der formentlig har andre planer. Danskeren anses ikke som værende favorit, men grundet årets rute må endnu en regnbuetrøje være højt på Pedersens liste over sæsonens mål.

Alt i alt er løbskalenderen spækket med gode muligheder for store sejre – store som små. Den 25-årige dansker spås en stor sæson som førende sprinter på Treks Tour de France-hold, og som del af et stærkt kaptajn-tandem med Jasper Stuyven til forårsklassikerne. Mads Pedersen startede sin sæson den 3. februar med en tredjeplads på 1. etape af Etoile de Bességes.

Mads Pedersens forårs- og sommerprogram

Etoile de Bességes – 3.-7. februar
Omloop Het Nieuwsblad – 27. februar
Kuurne-Bruxelles-Kuurne – 28. februar
Paris-Nice – 7.-14. marts
Milano-San Remo – 20. marts
E3 Saxo Bank Classic – 26. marts
Gent-Wevelgem – 28. marts
Flandern Rundt – 4. april
Paris-Roubaix – 11. april
Tour de France – 26. juni-18. juli

Michael Valgren, EF Education – Nippo

2018-sæsonen var en lang jubelscene for den 28 årige dansker. Valgren vandt ved den lejlighed både Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race. To store sejre, der hører til i klassen lige under et monument. Siden da har det dog knebet med resultaterne for den alsidige dansker. Et skifte til EF Education-Nippo kan måske være en del af løsningen til at genstarte sin karriere.

En del af forklaringen på de manglende resultater kan nemlig findes på grund af skiftet til Team Dimension Data/NTT. Valgren er ikke den eneste, hvis karriere har taget et gevaldigt dyk siden et skifte til det sydafrikanske hold. Roman Kreuziger, Louis Meintjes og Edvald Boasson Hagen er andre eksempler på ryttere, hvis resultater har været forringet siden deres skifte til Team Dimension Data (sidste år NTT). Symptomatisk for holdets problemer har deres store stjerners bedste præstationer været for deres respektive landshold. Giacomo Nizzolo med sin sejr til EM, og Valgren med en række flotte præstationer til VM.

Netop ved de to forgangne VM-linjeløb har Valgren vist, at han stadig besidder det høje niveau han viste, da han kørte for Astana. En 6. plads i Yorkshire i 2019 og en 11, plads i fjor, viser Valgrens tårnhøje niveau i lange og udmarvrende løb som eksempelvis VM. Ved begge lejligheder har det danske hold endda haft en anden kaptajn end Valgren (Mads Pedersen, 1. plads i 2019. Jakob Fuglsang, 5. plads i 2020). Evnerne er derfor unægtelige. Spørgsmålet er blot om han kan omsætte evnerne til større resultater på sit nye hold.

Embed from Getty Images

Væk fra rollen som superstjerne

På Team Dimension Date var Michael Valgren holdets altoverskyggende klassikerkaptajn. På Astana, hvor han leverede sine største resultater, var han andenviolin i et kaptajntandem med eksempelvis Jakob Fuglsang, hvilket muliggjorde den store triumf i Amstel Gold Race.

Det er en fordel for danskeren at kunne angribe løbet forfra, når de allerstørste favoritter afventer hinanden. På holdet har han Alberto Bettiol ved sin side i de store brostensklassikere og Sergio Higuita i Ardennerne, der alt andet end lige er mere oplagte vinderbud end Valgren selv.

Valgren befinder sig nu i den rolle, hvor han tidligere har været bedst. Den frie rolle, hvor presset til at levere resultater er flyttet væk fra ham, over på en prominent holdkammerat.

Forandring fryder

Selvom “forandring fryder” efterhånden er en overbrugt floskel, kan Michael Valgrens situation ikke beskrives bedre end med de ord. Efter nogle mildest talt magre år, håber han nu på genoprejsning i de lyserøde farver. EF-holdet har i mange år underpræsteret gevaldigt. Den tendens har dog ændret sig markant de sidste par år. Med seks Grand Tour etapesejre i 2020 og Hugh Carthys kvantespring ind på den største klassementsscene i Vuelta a España, er EF efterhånden ved at udvikle sig til et af de hold på World Touren, der får mest ud af, hvad de har.

Året har dog fået en uheldig start efter et styrt 700 meter fra mål på 1. etape af danskerens sæsonåbner, Etoile de Bességes. Styrtet resulterede i en tur under kniven med et par brækkede fingre. Valgrens danske sportsdirektør Matti Breschel siger dog til TV2 Sporten, at det er nogle ukomplicerede brud, og han bør derfor relativt hurtigt være at finde på cyklen igen.

Tilbage i sin bedste rolle, og på et hold, der optimerer sine rytteres talenter, fremfor at forværre deres evner, spås Valgren en stor “comeback” sæson på sit nye hold. Vi håber på, at Valgren finder sit gamle jeg hos EF Education-Nippo, og dermed kører de store løb fra front, som han gjorde hos Astana i 2018.

Mikkel Langerhuus

Mikkel Langerhuus

Jeg er skribent her på siden, og jeg læser til journalist på DMJX. Cykelsport har længe været af mine store passioner, og Gregario er derfor den platform, hvor jeg kan nørde med sporten. Kontakt: 27319@dmjx.dk

Kom med en kommentar

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail, når vi publicerer nye optakter på Gregario.dk. Vi laver også eksklusive mail-optakter til udvalgte løb.

Vi sender en mail hver gang vi publicerer nye optakter. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.