De belgiske brosten er klar til at sparke cykelsæsonen i gang

I en tid hvor alle krydser i cykelkalenderen skal sættes varsomt med blyant, er den belgiske åbningsweekend klar til at sparke døren ind til klassikersæsonen 2021.

Normalt har rytterne haft gode muligheder for at få løbskilometer i benene inden de valfarter til Belgien, men dette har ikke været tilfældet i år. Hurtigt stod det klart, at de australske løb i januar ikke ville løbe af stablen og generelt bød januar på en masse aflysninger og udskydelser. Over en bred kam har februar desværre vist sig at byde på samme usikkerheder.

Heldigvis blev Etoile de Besseges og Tour de la Provence afviklet som forventet, og havde grundet de usikre muligheder for løbskilometer tiltrukket et ufattelig stærkt felt. Ineos Grenadiers var sågar så desperate efter at deltage i Besseges, at de lovede at stille op igen næste år, hvis de gik adgang til årets løb. Heldigvis for det britiske powerhouse kvitterede Ganna prompte og tog to etapesejre inden Tim Wellens kunne lade sig hylde som løbets vinder. I Provence fortsatte Ineos deres dominans, og efter en dobbeltsejr til Sosa og Bernal på kongeetapen, med mål halvvejs oppe af Mont Ventoux, kunne selvsamme Sosa juble over den samlet sejr. I det spanske bød weekenden også på Clasica de Almeria, hvor en del af sprinterne også lidt løbskilometer i benene. Team Qhubeka ASSOS’ europæiske mester Giacomo Nizzolo kastede sin BMC cykel først over stregen og sikrede dermed Lars Michaelsens tropper sæsonen første sejr.

Om to uger går det så løs på de belgiske brosten. Omloop Het Nieuwsblad ligger ud om lørdagen, inden Kuurne – Bruxelles – Kuurne overtager opmærksomheden om søndag. De to belgiske semi-klassikere markerer starten på en knap to måneder lang klassikersæson i det belgiske som kulminerer med Flandern Rundt og franske Paris – Roubaix, inden De Brabantse Pijl lukker og slukker i midten af april. Vel og mærke hvis alt forløber efter planen.

Brostenssæsonen er for de fleste cykelentusiaster altid en charmerende størrelse. Mange af de samme strækninger og stigninger bliver brugt på kryds og tværs i flere forskellige løb – størstedelen med det til fælles, at de i den grad ligger op til væddeløb. Lidelserne Oude Kwaremont, Kruisberg og Paterberg frembringer, er guf for cykelfans verden over og tiltrækker normalt horder af tilskuere. Stemningen til mange af løbene fantastisk er generelt fantastisk og man skal lede længe i cykelkalenderen efter en mere autentisk og unik én af slagsen. Desværre skal vi kigge langt efter den fantastiske stemning i år. Den usikre Covid-19 situation har medført at arrangørerne allerede i god tid har taget deres forholdsregler og forbudt tilskuere til løbene. De belgiske øl og rytternes forpinte ansigter må i år nydes hjemme i sofaen.

Som dansk cykelfan går vi samtidig ind til en masse løb, hvor vi kan have store forhåbninger til en masse flotte præstation. Skruer vi blot tiden et lille års tilbage var Søren Kragh Andersen med i finalen i Omloop, men måtte på de afgørende kilometer opgive at følge Jasper Stuyven og Yves Lampaert og derved tage til takke med en flot 3. plads. Dog var der dansk revanche dagen efter, hvor Kasper Asgreen med en fuldstændig vanvittig solosejr i Kuurne fik vist, at hans 2. plads i Flandern Rundt i 2019 langt fra var en tilfældighed. Det der lignede starten på en fantastisk dansk forårssæson på de belgiske landeveje sluttede dog brat. Kort efter blev cykelsæsonen suspenderet og klassikerne blev aflyst eller udskudt. Ulykkeligvis betød det også, at Mads Pedersens store drøm om at køre klassikerne iført feltets mest ikoniske trøje, brutalt blev taget fra ham. Dog sikrede Mads Pedersen sig et plaster såret, da han i efterårets udskudte Gent – Wevelgem kørte en suveræn og iskold finale og slutteligt spurtbesejrede Florian Senechal og Matteo Trentin. 

Går vi længere tilbage i historien har vi tidligere set Michael Valgren og Rolf Sørensen vinde Omloop. Selv samme Sørensen har også sejret i Kuurne og står for nuværende også for den eneste danske sejr i  Flandern Rundt, som de senere år dog har budt på podiepladser til både Mads Pedersen og Kasper Asgreen. Derudover har vi tidligere kunne glæde os over Lars Michaelsens triumf i Gent – Wevelgem, Frank Højs i Le Samyn, Søren Lilholts sejr i E3 Harelbeke og Matti Breschels største éndagstriumf i Dwars door Vlaanderen. Trods flotte præstation af både Lars Michaelsen og Lars Bak, er der endnu ingen dansker der har knækket koden til Paris – Roubaix. Vi kan kun håbe det ændrer sig i år.

Kan vi så tillade os at skrue de danske forventninger i vejret forud for klassikersæsonen? Ja! Der er ingen grund til at tro, at Asgreen, Mads P og Søren Kragh ikke vil stå knivskarp når det hele sparkes i gang om fjorten dage. Alle tre har uden tvivl store ambitioner og masser af tro på egne evner forud for forårets strabadser. De tre danske stjerner vil gå ind til mange løb som enten kaptajn eller med en fri rolle for deres respektive hold. Dertil kommer en rytter som Casper Pedersen, som måske nok vil være tiltænkt en hjælperrolle i de største klassikere, men som efter sidste års store gennembrud forhåbentligt vil få muligheden for at køre sin egen chance i et løb eller to. 

Desværre må vi undvære Valgren efter styrtet i Etoile de Besseges. Et par brækket knogler i hånden har sat hans sæson på en foreløbig pause. Men en femte dansker der måske kan være værd at holde øje med, er Mathias Norsgaard. Den danske Movistar-rytter fik spoleret hele sin 2020 sæson efter en påkørsel og har efterfølgende været igennem en hård kamp for at vende tilbage til fordums styrke. Heldigvis virker det til Norsgaard har vundet kampen og han vil formentligt indgå i en klassikkertrup som Movistar har forstærket forud for sæsonen. Det ville i den grad være glædeligt, hvis vi får Norsgaard at se med fremme i et eller andet omfang. Om nogen har den unge dansker fortjent det og han har alle de karakteristika der skal til for at gøre det godt i de belgiske brostensløb. 

Og nå ja, så er der lige Jakob Fuglsang. Det skal blive interessant at se, hvad han kan byde ind med i Flandern Rundt. I glimt har han tidligere vist, at han kan begå sig på brosten og de skrappe stigninger i Flandern Rundt bør passe ham som fod i hose. Læg dertil Fuglsangs fantastiske evne til nærmest altid at sidde med i finalerne i de løb han kører, og vi kan som danske cykelfans gå et stort Flandern Rundt i møde.

Her på Gregario vil der komme separate optakter til mange af løbene. Her vil vi gå i dybden med ruterne, brostenene, vejret og ikke mindst favoritterne. Smider vi de rød-hvide briller, springer duellerne mellem Wout Van Aert og Mathieu van der Poul selvfølgelig i øjnene som de måske mest interessante, men mon ikke Deceuninck-Quick Step med deres efterhånden berømte overtalskørsel vil forsøge at stikke en kæp i hjulet på de to cross-stjerner. Og så skal det blive meget spændende at følge, hvordan AG2R’s store klassikersatsning med Greg Van Avermaet og Oliver Naesen i spidsen, kommer til at fungere. Og så har vi ikke engang nævnt Peter Sagan. Man kan kun glæde sig!

Oversigt over løbende:

27 februar: Omloop Het Nieuwsblad

28 februar: Kuurne – Bruxelles  – Kuurne

2 marts: Le Samyn

13 marts: Nokere Koerse

25 marts: AG Driedaagse Brugge-De Panne

26 marts: E3 Saxo Bank Classic

28 marts: Gent – Wevelgem

31 marts: Dwars door Vlaanderen

4 april: Ronde van Vlaanderen

7 april: Scheldeprijs

11 april: Paris – Roubaix

14 april: De Brabantse Pijl

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.