Optakt: 16. etape af Giro d’Italia 2021

Løbets måske vigtigste etape venter på 16. etape dagen før den sidste hviledag. Bliver det her Egan Bernal bekræfter sin store Giro-triumf, eller kommer der endelig svaghedstegn fra den colombianske rytter?

15. etape endte med at blive afgjort i et udbrud, hvor Victor Campenaerts tog Qhubeka-holdets tredje triumf. Det er et mandskab, der virkelig har rejst sig i denne sæson. At de sejrede én gang var en overraskelse, men tre etapesejre er nærmest… ja, en sensation.

Cykelsport - Giro d'Italia 2021
16. etape
24. maj - 11:30

De kan såmænd også vinde på 16. etape. Favoritfeltet har i al fald vist, at de ikke har noget imod at favoritterne kører efter sejren, så de ryttere, der er i god form, kan stikke afsted og forsøge lykken.

Ruten

Vurdering: *****

De vilde stigninger fortsætter på 16. etape, der har fået fem stjerner af Giro d’Italia-arrangørerne. Dagen starter med La Crosetta-stigningen (11,6 kilometer – 7,1 %), hvor et stærkt udbrud kan komme afsted, inden der følger et dalstykke hen til Passo Fedaia (14 km – 7,6 %). De første otte kilometer af den stigning stiger ganske tilforladeligt, inden de sidste seks kilometer stiger med mere end 10 % i gennemsnit.

Fra toppen af Passo Fedaia venter en kort nedkørsel inden Passo Pordoi (11,8 kilometer – 6,8 %).

Passo Pordoi er løbets Cima Coppi, det vil sige at her er der – som den eneste stigning i løbet – dobbelt point på toppen til bjergtrøjen. Det er nemlig Giro d’Italias højeste punkt med 2.239 meter. Stigningen er 11,8 kilometer lang og stiger i snit med 6,8 %, hvilket jo ikke er skræmmende i sig selv.

Men når den kommer lige efter Passo Fedaia og umiddelbart før Passo Giau, så bliver den vigtig.

Passo Giau er nemlig blandt løbets hårdeste stigninger. Med 9,9 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3 % er det en rigtig afgørende stigning. Der er en nedkørsel efterfølgende, men det er nok naivt at tro, at der kommer stor samling. Passo Giau bliver rigtig afgørende i årets Giro d ‘Italia.

Etapen slutter ikke på toppen af Passo Giau, men derimod efter nedkørslen fra stigningen.

Vejret på 16. etape

Der venter Giro d’Italia-rytterne en hård, modbydelig dag. Der ventes nemlig regn, når rytterne skal passere Passo Fedaia, Passo Pordoi og Passo Giau. Ja, faktisk kan der også falde lidt sne undervejs, ligesom vinden også kan blæse meget i perioder. Det betyder farlige nedkørsler.

Favoritterne

Udbrud, ikke udbrud – det er det store spørgsmål i årets Giro d’Italia. Indtil videre har udbruddet næsten triumferet på de fleste tvivlsetaper, og derfor går jeg også med udbruddet denne gang.

Med tanke på at etapen nærmest starter med en stigning, bør klatrerne få nemmere ved at ramme dagens udbrud. Det må være guf for George Bennett (Jumbo-Visma), der givetvis ikke er helt på toppen, men som dog kører stærkere end han viste i starten af løbet. Han bliver derfor mit vinderbud på denne etape.

Jeg kigger lidt mod to ryttere som Bennetts primære udfordrere. Den ene er Matteo Fabbro (Bora-hansgrohe), der har kørt stærkt i denne sæson, og som nu kan køre løbet helt uden bånd, da holdkaptajnen Buchmann er ude af løbet. Fabbro er en ung gut, der blev nummer fem i Tirreno-Adriatico tidligere på året, og da han også viste god form i Tour of the Alps, er det næppe helt tosset at pege på ham.

Movistars pendant til Fabbro er Antonio Pedrero. Akkurat som Fabbro er han blevet mere fri undervejs i løbet, efter at Marc Soler er udgået. På Monte Zoncolan blev han nummer 17, lige bag Vlasov, men foran ryttere som Almeida, Evenepoel og Formolo. Han vinder næppe i en direkte klassementsduel, men da han er 35 minutter efter Bernal – og også er langt fra en top10-placering – bør han få fri til at jagte sin chance i et udbrud. Movistar bør sende ham afsted på første stigning sammen med et par af deres øvrige klatrere.

Udfordrerne

En af de ryttere, der har set stærke ud og har været med i mange udbrud, er Koen Bouwman fra Jumbo-Visma. Det er ikke sikkert, at holdet kan undvære både Bouwman og Bennett, da nogen bør blive og passe på Tobias Foss, så derfor forventer jeg kun én af klatrerne i udbruddet. Bliver det Bouwman, så er han en glimrende bud på en vinder.

Jeg tør ikke tage det helt for givet at etapen ender med en udbrudstriumf. Skulle klassementsholdene give den gas og samle det, er Egan Bernal (Ineos) atter igen det bedste bud på en etapesejr. Der kan dog være en fidus i at presse Bernal på en etape som denne, hvor der er tre våde nedkørsler, for indtil videre har konkurrenterne set, at de ikke kan presse ham opad – så måske skal man forsøge at bruge nedkørslerne?

Hans primære udfordrer er Simon Yates (Bike Exchange), og straks jeg tænker det, er jeg ved at afskrive ham igen på grund af etapens udformning: Der er tre lange, hårde stigninger i finalen, der går op i højderne. Det er ikke her, Yates tidligere har brilleret, men omvendt vil jeg heller ikke påstå, at han nødvendigvis går død her. Har han samme kørelyst som på Monte Zoncolan, kan det blive spændende.

Det er også spændende at kigge på Aleksandr Vlasov (Astana) og Hugh Carthy (EF). Begge ryttere kan næppe besejre Bernal i det lange løb, men hvis de rammer dagen, kan de få en etapesejr.

Jeg tror, det bliver en mareridtsetape for både Remco Evenepoel (Deceuninck-Quick Step) og Dan Martin (Israel). Evenepoel virker mentalt ramt, og de forventede våde nedkørsler kan hurtigt ende med at slukke hans Giro d’Italia-drøm. Dan Martin lider af det samme: Han kan sagtens ryge helt ud af klassementet på vej ned fra stigningerne.

Hvis jeg skal blive hos udbrudskandidaterne, så er jeg jo næsten også nødt til at nævne både Geoffrey Bouchard (Ag2r) og Bauke Mollema (Trek-Segafredo), der begge kører efter bjergtrøjen – også selvom sidstnævnte ikke har udtalt det helt konkret endnu. Men de kan få svært ved at vinde etapen. For Bouchard gælder det at Passo Pardoi nærmest er etapens finale – det er her, han skal score flest mulig point. For Mollema gælder det, at han har været i et hav af udbrud, i øvrigt uden at se specielt stærk ud. Senest var han også i udbrud på 15. etape – kan han virkelig holde helt til stregen? Jeg tror ikke meget på dem.

Det var en masse navne, jeg ikke troede på i længden, så hvem er egentligt min joker? Jo, det bliver en Movistar-rytter. De bør sende et par folk afsted, særligt fordi de pludselig er rykket frem i holdklassementet, og da Trek-Segafredos Nibali i skrivende stund er tvivlsom til at fortsætte, kan Movistar avancere på den her etape. Jeg tror, de sender Einer Rubio (Movistar) afsted sammen med Pedrero, og så er han et pænt bud på en joker.

Vinderbud
George Bennett
Jumbo-Visma
Med en hård start på etapen kan Bennett få nemmere ved at ramme dagens udbrud. Han virker stærkere end i starten af løbet, så hvis alt spiller for ham, kan han endelig hente sin helt store triumf på løbets konge-etape. Sejren skal dog komme i hus via et udbrud.
Podiebud: Matteo Fabbro (udbrud), Antonio Pedrero (udbrud)
Outsidere: Koen Bouwman (udbrud), Egan Bernal, Simon Yates
Joker: Einer Rubio
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.