Optakt: 18. etape af Tour de France 2021

Tourens sidste bjergetape venter på 18. etape, så hvis nogen af klatrerne vil lave forskellen i løbet, så skal det ske på Luz Ardiden.

Det var tæt på at blive en dansk dag på 17. etape, hvor Jonas Vingegaard markerede sig som en af løbets stærkeste profiler. Til sidst var det dog Tadej Pogacar i den gule førertrøje, der var stærkest i spurten. Danskeren blev henvist til andenpladsen, mens Richard Carapaz blev nummer tre.

Brug din viden og dyst med hos
Zweeler

De tre ryttere ligner i høj grad også årets podie – men måske kan Joans Vingegaard vinde en etape på 18. etape af Tour de France, der er årets sidste bjergetape?

Ruten – 18. etape af Tour de France 2021

18. etape

Pau-Luz Ardiden

Længde: 129,7 kilometer

Højdemeter: 3.548 meter

Etapetype: Bjerg

På 18. etape af Tour de France 2021 bliver det en hård dag i sadlen for feltets ryttere. Etapen er blot 129,7 kilometer, men antallet af højdemeter overstiger 3.500. Det er en dag i Pyrenæerne, hvor to af områdets vigtigste stigninger skal passeres.

De første 75 kilometer er ganske tilforladelige, og den flade rute betyder som regel, at klatrerne kan få svært ved at ramme udbruddet.

Efter 76,9 kilometer begynder Col du Tourmalet (17,1 km – 7,3 %). Det er en af Tourens mest ikoniske stigninger. Som ofte før fungerer den som en forsmag på finalen, for efter nedkørslen, står rytterne mere eller mindre ved foden til Luz Ardiden.

Annonce

Luz Ardiden (13,3 km – 7,4 %) er ikke den hårdeste stigning i sig selv, men eftersom den kommer umiddelbart efter Col du Tourmalet, bliver den hård. Det er her klatrerne for alvor har sidste chance for at ændre udfaldet af løbet, for efter den her etape resterer blot en enkeltstart.

Favoritterne

18. etape ligner meget den foregående: Der er en lang flad indledning til bjergene. På det flade stykke får klatrerne svært ved at ramme dagens udbrud, og man kan ende i en situation, hvor det igen bliver de lidt større ryttere, der ikke står distancen i bjergene, der får lov til at ramme udbruddet.

På den første stigning – Col du Tourmalet – SKAL ryttere, der vil vinde bjergtrøjen røre på sig. Jeg forventer derfor også, at Bahrain-Victorious, Israel Start-Up Nation og Arkea-Samsic har interesse i at holde udbruddet i snor. Sammen med Ineos, der bør gå efter en etapesejr til Carapaz: de har intet fået ud af løbet indtil videre, og Carapaz beviste på 17. etape at han næsten kan matche Pogacar.

Bliver det klassementskamp? Det er ikke sikkert, men jeg hælder til det. Såfremt det gør bliver det interessant, hvis vi ender i samme situation som på 17. etape. Her var Tadej Pogacar irriteret over at Carapaz ikke ville deltage i føringsarbejdet. Det får mig til at tænke: Hvad sker der hvis Jonas Vingegaard angriber på de sidste kilometer? Han er harmløs for Pogacar. Selvfølgelig kan han vælge at gå efter ham, men hvorfor ikke kigge over på Carapaz og trække lidt på skulderne?

Det er det scenarie, der gør at jeg peger på Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma). Danskeren arbejdede hårdt op ad Col du Portet, måske også for hårdt, men årsagen var jo at Vingegaard kørte for et podie. På den her etape bør han køre efter etapesejren, og derfor bør han også aktivere Sepp Kuss, hvis et udbrud er ved at stikke af på Col du Tourmalet.

Jeg tror, Jonas Vingegaard kan vinde. Tadej Pogacar virker til at have afsindigt meget respekt for ham, og jeg tror, at han i højere grad ser Vingegaard vinde frem for Carapaz. Det kan blive danskerens fordel.

Der er dog ingen tvivl om at Tadej Pogacar (UAE) var stærkeste mand på 17. etape, og jeg tror i grunden, at han kunne have sat både Vingegaard og Carapaz hvis nødvendigt — men der var ingen grund til at gøre det. Beslutter han sig for at være en benhård dræber, der jagter sin tredje Grand Tour-etapesejr (for tredje løb i træk i øvrigt), ja, så kan han hurtigt ende med at vinde etapen.

Richard Carapaz (Ineos) har en god chance. Ecuadorianeren var godt kørende på 17. etape, og skønt han ikke kunne sætte Pogacar, fik han skovlen under Vingegaard. Hvis han angriber hårdt med et par kilometer til stregen og Pogacar beslutter sig for at være lidt passiv, kan Vingegaard få problemer med at lukke hullet. Jeg kan dog sagtens se ham vinde ud fra samme scenarie som jeg kan se Vingegaard vinde.

Udfordrerne

Et udbrud er bestemt ikke uden chance. Jeg tror ikke, at morgenudbruddet har de vilde chancer, men et stærkt udbrud på Col du Tourmalet kan holde til stregen, særligt hvis UAE tager det roligt. Det er nemlig ikke sikkert, at der er nogen hold, der ønsker at føre fordi Pogacar har vist sig så suveræn.

Det kan få mig til at pege på David Gaudu (Groupama-FDJ), der i den grad kørte flot på 17. etape. Franskmanden fik sat en tyk streg under at det vitterligt var sygdom, ikke manglende form, der sendte ham ud af klassementet. Han ville elske at få en sejr ud af det, og hvis han timer det rigtigt på Col du Tourmalet, så kan jeg sagtens se ham vinde.

Det samme kan gøre sig gældende for Miguel Angel Lopez (Movistar), der pludselig poppede frem på 17. etape, hvor han var klart stærkere end holdkaptajnen Enric Mas. I al fald kortvarigt. Colombianeren skulle arbejde for Mas, og så røg han langt tilbage. Hvis han får fri snor på 18. etape, så kan jeg sagtens se ham tage turen op ad Col du Tourmalet, eventuelt sammen med David Gaudu og bjergtrøje-jægerne som Nairo Quintana, Wout Poels, Michael Woods og så videre.

Netop Wout Poels (Bahrain) og Michael Woods (Israel) kan blive kandidater, hvis de skal på jagt efter bjergtrøjen. Det er lige før jeg tror, det kræver en etapesejr, da der er dobbelt point på målstregen. Poels er klart den stærkeste af rytterne, og han plejer at være stærk på den sidste dag i et etapeløb, så måske kan han hive trøjen hjem — jeg tror dog, den ryger til Tadej Pogacar.

Jokeren bliver Mattia Cattaneo (Deceuninck-Quick Step). Det ville være smukt, hvis han kunne tage en afsluttende triumf efter et løb, hvor han konstant har set flyvende ud. Det kræver et udbrud.

Vinderbud
Jonas Vingegaard
Jumbo-Visma
Klaphatten strammer måske en smule, men Jonas Vingegaard kan vinde 18. etape af Tour de France. Tadej Pogacar har fået sine etapesejre, og behøver død og pine ikke jagte danskeren, hvis han rykker på de sidste par kilometer - den opgave kan han overlade til Richard Carapaz.
Podiebud: Tadej Pogacar, Richard Carapaz
Outsidere: David Gaudu, Miguel Angel Lopez, Wouter Poels, Michael Woods
Joker: Mattia Cattaneo
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.