Optakt: 19. etape af Tour de France 2021

Mark Cavendish kan nuppe Tour-rekorden for flest etapesejre helt for sig selv på 19. etape af Touren. Men bliver det overhovedet en spurt?

Tadej Pogacar var kannibalen, der tog det hele på 18. etape af Tour de France. Enric Mas forsøgte at angribe i finalen, men da hverken Carapaz eller Vingegaard kunne blive enige om at hente spanieren, valgte sloveneren at trykke speederen i bund og trumfe afsted til sin tredje etapesejr.

Brug din viden og dyst med hos
Zweeler

Jonas Vingegaard formåede at forsvare og bevare sin andenplads, og det ligner at danskeren slutter årets løb på andenpladsen. Det er en utrolig bedrift, der burde have givet endnu mere genklang i Danmark.

På 19. etape kan det blive både en spurt eller et udbrud. Klassementsfavoritterne skal intet før 20. etape, der er en enkeltstart, så det er op til sprinterholdene om de vil forsøge at holde det samlet.

Ruten – 19. etape af Tour de France 2021

19. etape

Mourenx-Libourne

Længde: 207 kilometer

Højdemeter: 1.224 meter

Etapetype: Flad

På trods af at etapen forinden var en hård klassementsetape, ja, så er 19. etape af Tour de France 2021 anderledes rolig. Det er nemlig en relativt flad etape, der strækker sig over 207 kilometer.

Vi er i løbets absolutte sidste uge, rytterne er ved at være trætte, og der er nok ikke mange, der er specielt interesseret i at køre en 207 kilometer lang transportetape – for det er, hvad det her er. Det kan betyde, at udbruddet har en pæn chance for at stikke af, særligt hvis sprinterhierarkiet er banket alt for meget på plads – ingen hold ønsker at hjælpe en suveræn sprinter med at servere spurten på et sølvfad.

Annonce

Mark Cavendish har indtil videre været suveræn – så suveræn at han kunne have ladet Michael Mørkøv vinde spurten forleden. Hvis spurten skal komme på 19. etape, så skal Deceuninck-Quick Step selv i arbejdstøjet.

Favoritten

Hvis det ender i en spurt – og det antager jeg: Deceuninck-Quick Step og Cavendish bør køre efter det – ja, så er der kun én favorit.

Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step).

Briten er den hurtigste rytter i feltet, og ser man bort fra den indledende spurt, hvor han ikke deltog, har han vundet alle spurterne i årets løb. Samtidigt er konkurrenterne forsvundet fra løbet. Der er ikke længere nogen Caleb Ewan, Tim Merlier eller Nacer Bouhanni.

Deceuninck-Quick Step har det bedste hold til leadouten, og hvis Michael Mørkøv får lov til at levere briten med 200-250 meter til mål, så er det svært at se, hvem der skulle gå forbi Cavendish.

Men: Quick Step er alene om at lukke udbrud ned. Jeg tror, Cavendish vil rekorden så meget, at de arbejder for det, men i princippet kan de vælge at gøre som på 12. etape og lade udbruddet sejle væk. De har pointtrøjen – de har i princippet ikke brug for mere.

Udfordrerne

Der er selvfølgelig udfordrere. Hidtil har Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) vist sig som løbets næststærkeste sprinter set over alle etaper. Philipsen har vist sig at være en anelse hurtigere end jeg havde forventet, og da han samtidig også er ret placeringsstærk, så har han en mulighed for at slå Cavendish. Hans udfordring er bare, at han er tvunget til at starte spurten bag Cavendish, og dermed leverer Mørkøv bare briten lidt senere end normalt – så er der ikke plads til at gå uden om.

Jeg vil mene, at den her spurt alligevel har potentiale til at være Cavendishs sværeste – i al fald lidt sværere end 13. etape. Wout van Aert (Jumbo-Visma) kan få helt fri snor, og selvom han ikke har set alt for hurtig ud i årets løb, så ved vi, at han kan fyre en voldsom spurt af på dagen. Jeg kunne godt tænke mig at se en lang spurt fra Wout van Aert – det kunne være interessant.

Ja, og så er der Mads Pedersen (Trek-Segafredo). Det har ikke været hans løb, men han opjustede forventningerne og sagde at han var klar til at spurte igen. Han er dog ikke overbevist om at det bliver en spurt, men såfremt det sker, bør han være blandt de bedste i det her felt – hvis han vel og mærke er kommet sig oven på de mange uheld.

Jeg tilføjer også lige Cees Bol (DSM), som jeg havde glemt i første omgang — han er lige foran de øvrige, men virker til at være den ‘ringeste’ af de stærke sprintere.

Herefter bliver det et lidt broget felt. Vi så forleden at Ivan Garcia Cortina (Movistar) spurtede med. Han var faktisk ret skarp forleden, men typisk er han jo ikke hurtig nok til at kunne udfordre de fire førnævnte. Det samme gør sig gældende med Danny van Poppel (Wanty), Christophe Laporte (Cofidis), Michael Matthews (Bike Exchange) og Sonny Colbrelli (Bahrain-Victorious). De er simpelthen ikke dygtige nok i en flad spurt.

Det åbner døren op for at få hold vil deltage i føringsarbejdet og i stedet satse på udbruddet – det kan ske. Det erkender jeg, og jeg tror, der er en fornuftig chance for det – men jeg hælder alligevel mest til en spurt.

Måske er den største joker endda Michael Mørkøv (Deceuninck-Quick Step). Cavendish har tangeret Tour-rekorden for flest etapesejre, og han ved, han har en chance mere på Champs Elysees. Der er vel en lille, teoretisk chance for at Cavendish holder igen, hvis han kan se Mørkøv kan komme først over stregen — men omvendt er Cavendish Cav fordi han er en koldblog sprinter, der forfølger alle chancer. Jeg tror ikke, han holder igen på den her etape, og jeg tror ikke, han er klar til at give chancen på Champs Elysees fra sig – desværre, set med danske briller.

Vinderbud
Mark Cavendish
Deceuninck-Quick Step
Mark Cavendish er feltets hurtigste sprinter, og jeg kan sagtens forestille mig at briten gerne vil have rekorden klaret inden Champs Elysees, så han kan køre spurten i Paris uden det store pres. Anført af Michael Mørkøv har han det bedste leadout, men Deceuninck-Quick Step kommer på hårdt arbejde - der er nok ikke andre, der vil hjælpe dem.
Podiebud: Jasper Philipsen, Wout van Aert
Outsidere: Mads Pedersen, Cees Bol, Ivan Garcia Cortina, Danny van Poppel, Christophe Laporte, Michael Matthews
Joker: Michael Mørkøv
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.