Optakt: 2. etape af Catalonien Rundt

Sådan! Andreas Kron var snu som bare pokker på 1. etape af Catalonien Rundt. Her er vores optakt til 2. etape af løbet.

Danske Andreas Kron leverede en kæmpe triumf på 1. etape af Catalonien Rundt. Danskeren var hamrende skarp i udbruddet, og han levede til fulde op til jokerstatussen fra gårsdagens optakt.

Cykelsport - Catalonien Rundt 2021
2. etape
23. marts - 11:00

Han kan næppe leve op til succesen på 2. etape af Catalonien Rundt, for her skal rytterne ud på en enkeltstart. Det er ikke hans disciplin.

Ruten

Enkeltstarten på 2. etape måler 18,5 kilometer. Den køres i Banyoles, og området heromkring er småkuperet. Som grundregel er spanske enkeltstarter generelt relativt hårde, og jeg tænker ikke at denne enkeltstart er en undtagelse.

Ikke desto mindre er det stadig en dag for specialisterne frem for bjergfolkene. I feltet er der et hav af spændende folk.

Favoritterne

Min primære favorit må være Remi Cavagna (Deceuninck-Quick Step), der har vist fremragende form. Han var ganske tæt på at vinde en enkeltstart i Paris-Nice. Den her gang starter han som den helt store favorit, og jeg tror, han endelig får triumfen.

Det bliver ikke uden kamp, for i feltet finder man også Rohan Dennis (Ineos), der for et par år tilbage havde været gigantisk favorit. Men Dennis har ikke været flyvende i disciplinen i et stykke tid, og senest endte han et stykke tilbage i Tirreno-Adriatico. Sejren er mulig, men det er ikke længere givet, som det var engang.

Herefter er der et niveauhop. Jeg kan godt lide Josef Cerny (Deceuninck-Quick Step), der var så stærkt kørende i 2020, at han fik en plads på det belgiske mandskab. Formen har set glimrende ud, og jeg tænker sagtens at han kan levere et pænt resultat her.

Det kan formstærke Brandon McNulty (UAE) også. Amerikaneren udvikler sig stille og roligt, både på enkeltstarten og i bjergene. I Paris-Nice var han måske på vej mod et pænt resultat, før et styrt tog ham ud af løbet. Han skulle være ok, og jagter ny succes. Enkeltstarten skal skabe fundamentet.

Blandt de øvrige klassementsfolk må man efterhånden holde øje med João Almeida (Deceuninck-Quick Step), der igen og igen beviser, at Giro d’Italia ikke var et tilfælde. Han viser også begrænsninger, bevares, men på enkeltstarten skal han ud og vinde tid.

Hvem kan ellers gøre det godt? Det kan både Geraint Thomas (Ineos) og specialisten Chad Haga (DSM). Haga var dog lidt svingende i disciplinen sidste år, så hvem ved, hvor han reelt står. 

Jeg må også nævne Lennard Kämna (Bora-hansgrohe). Han bliver min joker. Tyskeren sæsondebuterede i dag ved at sidde i udbruddet. Han har en stærk enkeltstart, om end han var mere specialiseret udi disciplinen som ungdomsrytter. Ikke desto mindre er han værd at holde øje med i det her selskab.

Vinderbud
Remi Cavagna
Deceuninck-Quick Step
Franske Remi Cavagna er i bragende god form, og han var tæt på at vinde en enkeltstart tidligere på måneden. I fraværet af nogle af de større rivaler, bør han være favoritten.
Podiebud: Rohan Dennis, Josef Cerny
Outsidere: Brandon McNulty, João Almeida, Geraint Thomas, Chad Haga
Joker: Lennard Kämpa
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.