Optakt: 2. etape af Criterium du Dauphine 2021

Brent van Moer tog en uhyre fortjent sejr på 1. etape af Criterium du Dauphine. På 2. etape venter en ny og svær etape.

Det var Brent van Moer, der tog sejren på første etape, mens optaktens bud på en vinder – Sonny Colbrelli – vandt feltets spurt om andenpladsen. Brent van Moer var tidligere på måneden tæt på sejren i Ronde van Limburg indtil han blev vist den forkerte vej på den sidste kilometer.

Cykelsport - Criterium du Dauphine 2021
2. etape
31. maj - 11:40

I stedet tog han sin første professionelle triumf i Criterium du Dauphine på WorldTour-niveau, og det er vel næppe noget, han er alt for ked af.

Ruten

På 2. etape af Criterium du Dauphine byder igen på en kuperet dag. Denne gang er der dog længere stigninger i vente. Den første topper allerede efter 52 kilometers kørsel ud af de i alt 172,8 kilometer. Her har rytterne kørt over Col de Peyra Taillade (8,3 km – 7,4 %).

Herfra følger stigningerne efter hinanden. Efter 152 kilometers kørsel står de næsten ved foden af de sidste store udfordringer. Først skal de passere Côte de la forêt de Pourcheresse (6,9 km – 6,4 %), der nok bliver den mest afgørende stigning denne dag, inden en kort stigning, Côte de Masset (1,5 km – 5,1 %) følger lige efter. Fra toppen følger der fortsat fire kilometer til målstregen.

Det er ikke her, løbet afgøres, men det er en relativt hård finale. En stigningsprocent på 6,4 % er dog ikke voldsom, og med tanke på at den følges op af nogle kilometer før målstregen, gør at der nemt kan opstå samling mod toppen.

Favoritterne

Finalen gør at det er en åben affære. Côte de la forêt de Pourcheresse har længden, men stigningsprocenten er ikke hård nok til at lave de store forskelle imellem de bedste. Især ikke med tanke på at der følger nogle kilometer før målstregen. Det betyder, at det hele kan neutraliseres en anelse.

Betyder det så at semisprinterne kan komme med over og køre om sejren? Det er bestemt ikke umuligt, men jeg forventer alligevel at etapen bliver kørt så hårdt, at vi i højere grad kigger mod klatrerne på denne etape. Jeg kan hurtigt tage fejl.

Set i det lys går jeg med en aggressiv rytter som min favorit. Det er ikke tit, Cofidis vinder, men jeg sætter min lid til Guillaume Martin (Cofidis), der er aggressiv og som godt kan lide åbne finaler som denne. Han vil kunne klatre fornuftigt op ad Côte de la forêt de Pourcheresse, og han har evnerne til at angribe og holde hjem.

Det kræver dog, at Côte de la forêt de Pourcheresse køres så hårdt, at de hurtigere folk skilles ud af flokken. Ellers kommer der til at sidde nogle hurtige herrer til allersidst.

Martin kunne meget vel presses af en anden franskmand, Aurélien Paret-Peintre (AG2R). Franskmanden har gang i en god sæson, hvor det blandt andet blev til en top10-placering i Paris-Nice, der vidner om stærke klatrerben. Samtidigt viste han sig at være afslutningsstærk, da han sejrede i GP Marseillaise, og dermed er han også et pænt bud på et flot resultat her i Saugues.

En anden hurtig rytter, der vil nyde et hårdt tempo på Côte de la forêt de Pourcheresse er den aldrende Alejandro Valverde (Movistar). Jeg havde egentligt afskrevet spanieren forud for denne sæson, men han kørte særdeles pænt i klassikerkampagnen, og derfor er man nødt til at have ham med i overvejelserne igen. Hvis Movistar sætter pres på Côte de la forêt de Pourcheresse vil han være blandt de hurtigste ryttere, der er tilbage i feltet, når de rammer Saugues.

Udfordrerne

Er jeg for optimistisk i min tro på at det bliver klatrestærke folk, der skal kæmpe om sejren? Det er jeg givetvis. Det hele handler om hvordan der køres, og jeg har nok en tendens til at tro, at der altid bliver kørt hårdest muligt.

Skulle det ikke være tilfældet, så er jeg nødt til at pege på Alex Aranburu (Astana). Spanieren klatrer fantastisk i denne sæson, og samtidigt er han uhyre stærk på stregen. Jeg vil tro, at han bliver skippet på Côte de la forêt de Pourcheresse, men hvis det ikke er tilfældet, bør det stærke Astana-mandskab forsøge at kontrollere finalen og køre ham i stilling til triumfen.

Bliver der samling på tropperne, kan Ineos udnytte deres massivt brede hold. En rytter som Michal Kwiatkowski (Ineos) er nemlig altid meget hurtig på stregen, og har man formået at distancere de hurtige folk, kan han nemt havne i en situation, hvor han sammen med Valverde er blandt de hurtigste. Og Kwiatkowski, ja, han ved om nogen hvordan man besejrer Valverde.

En anden hurtig rytter, der klatrer godt, er Patrick Konrad (Bora-hansgrohe). Det er sjældent han vinder. Som regel er der hurtigere folk end ham i feltet, men Konrad er altid med fremme. Det handler om marginaler, og før eller siden skal han nok vinde.

En god rytter til en finale som denne er allrounderen Valentin Madouas (Groupama-FDJ), der kan lidt af det hele. Han vinder måske ikke helt så meget, som en rytter med hans kvaliteter burde, men han er en herlig rytter, som jeg ville elske at have på mit hold – han kan alt.

Vinderbud
Guillaume Martin
Cofidis
Guillaume Martin er i glimrende form, og han nyder at køre offensivt. Han skal time det hele korrekt i finalen på 2. etape af Criterium du Dauphine, men hvis Côte de la forêt de Pourcheresse køres tilpas hårdt, vil en rytter som Martin kunne profitere af det.
Podiebud: Aurélien Paret-Peintre, Alejandro Valverde
Outsidere: Alex Aranburu, Michal Kwiatkowski, Patrick Konrad
Joker: Valentin Madouas
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.