Optakt: 2. etape af Paris-Nice 2021

Irske Sam Bennett beviste på 1. etape af Paris-Nice, at han er særdeles velkørende. Ireren får en ny chance for en ny triumf på flade 2. etape.

Det stigende opløb på 1. etape kunne ikke forhindre en massespurt på 1. etape. Her var det irske Sam Bennett, der levede op til sin status som forhåndsfavorit.

Cykelsport - Paris-Nice 2021
2. etape
8. marts - 12:00

Det var dog en spurt, der var præget af skiftende føringer i front, og danske Mads Pedersen oplevede blandt andet at blive lukket inde undervejs – det kostede måske en placering eller to. Spændende ser danskeren i al fald ud.

Bemærk at man egentligt ikke ser hverken Deceuninck-Quick Step eller Sam Bennett i spurten før til allersidst. Selv på dage, hvor det ikke spiller helt optimalt for holdet, har Bennett i øjeblikket selvtilliden til at gøre det færdigt.

Ruten

Paris-Nice-etaperne er ofte præget af sidevind, og det er givetvis også det, man havde håbet på forud for denne etape. Men etapen til Amilly bør efter alt at dømme ende i en massespurt.

Der er nemlig hverken særlig meget vind i Amilly eller i områderne omkring, så medmindre der sker en stor udvikling på den front, så bliver det forholdsvist vindstille.

Det betyder dermed også at vi skal forvente at se en ny massespurt.

Favoritten

Når man taler om en favorit til 2. etape af Paris-Nice, er der reelt kun ét navn: Sam Bennett (Deceuninck-Quick Step). Det er ikke fordi konkurrenterne slet ikke har niveau – det har de – men det er fordi Bennett i øjeblikket er i gang med at sætte en tyk streg under sit niveau.

I dag formåede han at vinde 1. etape af løbet, selvom han ikke blev leveret til stregen af sit ellers så stærke tog. De havde dog placeret ham bag Pascal Ackermann, og det viste sig at være den helt rigtige placering, for skønt Ackermann trådte firkantet, så havde Jordi Meeus placeret ham helt fabelagtigt. Det betød, at da Ackermann forsøgte at åbne spurten, kunne Bennett hurtigt træde uden om og køre først over stregen.

Bennett kan vinde på mange måder, og i øjeblikket har han så meget momentum, at han bliver svær at slå. Konkurrenterne har – ligesom Bennett – nogle ekstremt stærke tog, så selvfølgelig kan han overlistes, men hvis Mørkøv og co. laver et leadout som vanligt, så er det godt nok svært at få øje på hvordan.

Udfordrere

Der er naturligvis andre sprintere i løbet. Jeg kigger mest på dagens podie, og dermed er Arnaud Demaré (Groupama-FDJ) bedste bud på en udfordrer. Franskmanden er rigtig hurtig, og hos Groupama-FDJ har han et pænt hold. Det er dog også sandt, at selvom han er hurtig og vinder mange løb, så gør han det alligevel sjældent mod de allerbedste.

Det var derfor, at sejren i Milano-Torino for et år siden var så vital for Demaré. Her slog han blandt andre Caleb Ewan (Wout van Aert, Peter Sagan, Fernando Gaviria m.fl.), og den banede vejen for en meget succesfuld sæson for Demare.

Med tre sejre og i alt otte top3-placeringer i løbet, er Paris-Nice naturligvis et løb, han plejer at gøre det godt i. Jeg ser et nyt topresultat for Demare, men bliver det en sejr? Afstanden op til Bennett var trods alt meget stor.

Hos Trek-Segafredo har man også gang i noget rigtig godt. Mads Pedersen sætter gang på gang en tyk streg under, at han er en ganske seriøs sprinter. Og holdet? Ja, de fyrer en fantastisk leadout af. Michael Mørkøv er retteligt én af de bedste i gamet, men bomstærke Jasper Stuyven er søreme ikke langt efter.

Mads Pedersen og Trek blev bremset en smule af Demare på 1. etape. Mit bud er at de havde startet spurten i optimal position, hvis franskmanden havde ladet dem passere. Havde det været nok? Det ved jeg ikke helt: Nok er Mads Pedersen hurtig, men Sam Bennett var suveræn i spurten i dag. Leadoutet skal sidde lige i skabet for dem.

Outsidere

Det ligner umiddelbart at de tre bedste sprintere skiller sig lidt ud. Det skyldes primært spørgsmålstegnene hos de øvrige. Jeg kan meget godt lide Phil Bauhaus (Bahrain), der virker meget formstærk lige i øjeblikket. Spurten på denne etape passer ham bedre end spurten på 1. etape. Han er dog også ustabil, og selvom hans tog er relativt godt her i Paris-Nice, er det svagere end konkurrenternes.

Pascal Ackermann (Bora-hansgrohe) er ved at udvikle sig til lidt af et enigma. I al fald var det ikke specielt imponerende på første etape, hvor holdkammeraten Jordi Meeus satte ham perfekt i scene, men hvor Ackermann nærmest trådte baglæns. Var det en dårlig dag? Ifølge tyskeren selv blev spurten lidt for lang, men jeg synes ikke, han imponerede fartmæssigt.

Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix) leverede en pæn spurt på 1. etape. Han er et spændende navn, og jeg glæder mig til at se ham udfolde talentet hos Alpecin-holdet. Han har det lidt sværere end mange af konkurrenterne grundet sit relativt svage hold.

Det var en lidt tumultagtig spurt på 1. etape, og én af dem, der skufede, var Cees Bol (DSM). Hollænderen har skuffet lidt på det seneste, særligt fartmæssigt. Her i Paris-Nice har han dog et meget, meget stærkt leadout-tog til rådighed, og vi så alle i Tour de France hvordan det sidst gik, da han var forenet med Casper Pedersen og Søren Kragh Andersen. Får de fyret et klasse-leadout af, kan Bol sagtens hive en podieplacering hjem.

Der var flere, der resultatmæssigt skuffede på første etape: Giacomo Nizzolo (#20), Nacer Bouhanni (#22) og Alexander Kristoff (#43) endte alle langt fra topplaceringerne. Alle kan gøre det bedre, og alle kan køre med om en top6-placering, men podiet virker langt væk lige nu.

Vinderbud
Sam Bennett
Deceuninck-Quick Step
På 1. etape beviste Sam Bennett, at han har farten og selvtilliden til at overgå alle sprintere i dette løb. Det betyder ikke, at han er umulig at slå, men de øvrige sprintere skal stå tidligt op, hvis de vil fravriste Bennett sejren på den flade 2. etape.
Podiebud: Arnaud Demare, Mads Pedersen
Outsidere: Phil Bauhaus, Pascal Ackermann, Jasper Philipsen
Joker: Cees Bol
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.