Optakt: 20. etape af Giro d’Italia 2021

Del på facebook
Del på google
Del på twitter
Del på email
Del på print
Bjergrytternes sidste chance er på 20. etape, hvor tre hårde stigninger giver muligheden for at lave de sidste overraskelser.

Simon Yates kørte 19. etape som forventet og sejrede, mens Egan Bernal var i defensiven. Anført af Dani Martinez var et stort tidstab aldrig på tale, men momentum er klart hos briten i øjeblikket.

Er momentum så stort, at han kan vinde nok tid på 20. etape? Det vil nok stadig kræve en meget dårlig dag af Bernal.

Ruten

Vurdering: *****

Hvis man har noget tilbage, så skal de fyre det af på den her etape. Etapen stikker ind over den schweiziske grænse, hvor det meste af den 164 kilometer lange etape køres. De første 75 kilometer er flade, og så begynder vanviddet.

Først kommer Passo San Bernardino-stigningen:

Med 23,7 kilometer er det en møglang sag, men den stiger kun med 6,2 % i snit, og overordnet set er det ikke en hård stigning. Udmarvende og træls, men det er næppe her, man sætter maglia rosa.

Det gør man måske på Splügenpass, eller Passo dello Spluga, som det mere italienskklingende navn lyder. Med sine 8,9 kilometer og 7,3 % i snit er det en svær stigning, der mod toppen stiger konstant over 8 %.

Fra toppen af Splügenpass er der en lang nedkørsel til Alpe Motta, der er en fin stigning. Giro d’Italia har tidligere haft en tendens til at bruge løbets hårdeste stigning på 20. etape, men ofte har det vist sig, at rytterne er så udtømte her, at de ikke har kunne gøre nogen forskel.

Alpe Motta er en lidt nemmere afslutning. Den er 7,3 kilometer og stiger med 7,6 % i snit. Over et par omgange falder den lidt i sine procenter, men det er en fin stigning. Særligt sammen med de to øvrige stigninger er der muligheder på den her etape, og det er det, arrangørerne har forsøgt at skabe: muligheder.

Favoritterne

Momentum. Det er så væsentlig en ting, og lige nu er det Simon Yates (Bike Exchange), der har momentum. Jeg kommer nok aldrig til at stole fuldt og fast på briten på en etape som denne med tre hårde stigninger, men ingen kan fornægte, at han over de seneste to bjergetaper har lignet den stærkeste mand. Yates har indstillet sigtekornet på først og fremmest at overhale Caruso på andenpladsen. Men det ville være uambitiøst ikke også at tænke lidt på at få skovlen under Egan Bernal.

Det vil måske kræve at han angriber udefra, altså før den sidste stigning. Hvis nogen har hjerte til at gøre det, er det Simon Yates, der er kendt som en aggressiv rytter. Det er dog en svær opgave, for Bernal er omgivet af et voldsomt stærkt hold, og angriber Yates for tidligt, kan han hurtigt blive hentet ind af Bernals domestiques.

Derfor skal Yates måske håbe på et samarbejde med João Almeida (Deceuninck-Quick Step), der ligesom Yates har markeret sig som en formstærk rytter med momentum. Det er faktisk lige før at portugiseren har set mindst lige så stærk ud som Yates. Almeida har endnu ikke vundet som professionel, og da han ikke på samme måde er en trussel i klassementet, kan han få fri snor i finalen. Jeg kunne sagtens se Almeida vinde her.

Jeg vil heller ikke afskrive Egan Bernal (Ineos). En overgang virkede det til, at han sagtens kunne gå med Simon Yates på 19. etape, men valgte at blive bag Castroviejo og Martinez. Til syvende og sidst så vi dog, at han ikke helt havde benene, men Bernal så fin ud. Kan han holde sig bag sit hold igen på 20. etape, så er det ikke umuligt at han kan slå kontra på alt og alle på de sidste par kilometer og stadfæste sin position som nummer 1 i løbet.

Udfordrerne

Der er soleklart et niveauspring ned til de næste. Det kan ingen fornægte. Jeg synes, Aleksandr Vlasov (Astana) så bedre ud, og formår de tre favoritter at lurepasse på hinanden, kan russeren stikke af og tage sin første Grand Tour-triumf. Problemet med russeren er bare, at han kan se god ud den ene dag for at falde igennem den anden dag.

Damiano Caruso (Bahrain) bliver ved med at imponere. Igen tvivler jeg egentligt på at han kan vinde etapen, da han nok kommer til at bruge al sin energi på at forsvare sig, men hvis alt spiller, ja, så er det ikke umuligt.

Et udbrud har fornuftige chancer. Stærkest blandt udbruddet ser jeg Dan Martin (Israel), der også har niveau til at køre lige op mod mange af de øvrige ryttere, som Hugh Carthy. Udover Martin bør man holde øje med Koen Bouwman (Jumbo-Visma) og Antonio Pedrero (Movistar). Sidstnævnte bør give den et stort forsøg på 20. etape, for med den form han har, er det måske hans livs chance.

Jokeren? Jeg er nødt til at pege på Jan Hirt (Wanty), der soleklart bliver stærkere og stærkere som løbet udvikler sig. Det er ikke umuligt, at han får sin store triumf på 20. etape.

Vinderbud
Podiebud:
Outsidere:
Joker:
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*
Jesper Carstens

Jesper Carstens

Jeg er sidens ejer. Gregario.dk er min legeplads, hvor jeg kan folde min store passion for cykelsporten helt ud. Du er altid velkommen til at kontakte mig på carstens@gregario.dk.

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.