Optakt: 3. etape af Paris-Nice 2021

Enkeltstarten i Paris-Nice ser meget, meget åben ud med adskillige kandidater, der kan løbe af med sejren.

Efter endnu et lige-ved-og-næsten-resultat for Mads Pedersen, er terrænet nu skiftet ud. På denne etape er det enkeltstartsrytterne, der skal kæmpe om sejren.

Cykelsport - Paris-Nice 2021
3. etape
9. marts - 14:00

Enkeltstarten har kæmpe potentiale. Vi har efterhånden været vant til at Filippo Ganna vinder alle enkeltstarter, og skulle det ske, at han ikke deltog i et løb, ja, så var det Remco Evenepoel, der baskede rivalerne.

I dette løb deltager ingen af dem. Til gengæld har vi en håndfuld dygtige specialister, der alle kan hive sejren i hus.

Ruten

Enkeltstarten tager sit udgangspunkt i byen Gien. Etapen er 14,4 kilometer lang, og for det meste er det en simpel rute, der køres på flad vej. Der er to undtagelser, først i starten, der er svagt stigende, og til sidst afsluttes de sidste 400 meter på en lille bakke, der stiger med 6,3 %.

Det er en god enkeltstart for specialisterne, og den sidste bakke ændrer næppe alverden på ruten.

Favoritterne

Det er på forhånd en meget åben affære. Mit valg falder på Rohan Dennis (Ineos), der faktisk ikke har vundet en enkeltstart siden VM-triumfen i 2019. I 2020 tabte han først de nationale mesterskaber til Luke Durbridge, og siden blev det til yderligere fem enkeltstartsnederlag: Fire af dem til Ganna (Tre gange i Giro d’Italia og én gang i Tirreno-Adriatico) og én gang til Remco Evenepoel (Volta ao Algarve).

To gange blev han endda henvist til en tredjeplads efter Victor Campenaerts. Det er derfor ikke med en kæmpe ro i maven, at jeg vælger Dennis. Han har ikke vist alverden i år, men plejer at starte sæsonen stærkt, og på forhånd er min favorit.

Som nævnt er der en håndfuld udfordrere. Jeg er ved at forelske mig i Stefan Bissegger (EF), der bare bliver stærkere og stærkere for hvert løb, han kører. Schweizeren tog andenpladsen i UAE Tour bag Ganna, og dermed har han også bevist, at enkeltstartsformen i år er på plads. Jeg tror, han går en spændende karriere i møde.

Havde jeg set lidt mere fra danskeren, så var Søren Kragh Andersen (DSM) givetvis min største konkurrent til Dennis. Det er egentligt såre simpelt: Han er en af de bedste på den her distance. For et år siden vandt han enkeltstarten i Paris-Nice. Han vandt også enkeltstarten i BinckBank Tour.

Jeg kan sagtens se danskeren kanonere sig til triumf her. Det kræver en god dag. Det kræver, at han hurtigt er blevet venner med sine nye TT-cykel. Men det er bestemt muligt.

Den potentielle vinderliste er afgjort ikke afsluttet. Victor Campenaerts (Qhubeka) vandt ingen enkeltstarter i 2020, men til gengæld var han farlig i de fleste af dem, og han formåede blandt andet at slå Dennis to gange. Først i Tirreno-Adriatico og siden i Giro d’Italia. Det er ikke ofte, han vinder, men jeg tænker, han har en pæn chance.

Det har Primoz Roglic (Jumbo-Visma) også. Faktisk vil man måske argumentere for, at hans vinderchance bør være større end nogle af de førnævnte. På en god dag vinder han, men som udgangspunkt er ruten ikke helt optimal for løbsfavoritten, der både foretrækker ruten hårdere og længere. Når det er sagt: Det er på enkeltstarten, at han kan gøre den største forskel til sine konkurrenter, så lur mig om han ikke kører for fuld udblæsning.

Remi Cavagna (Deceuninck-Quick Step) bliver også skarpere og skarpere i disciplinen. Franskmanden er bomstærk. En sejr her vil nok alligevel kunne betegnes som et gennembrud for Cavagna. Når det er sagt, så lurer et større gennembrud i horisonten for Cavagna.

Ovenstående ryttere er mine reelle bud på en vinder af etapen. Der er også andre, der måske kan overraske, men ligefrem vinde etapen? Det bliver tvivlsomt. Mads Pedersen (Trek-Segafredo) fyrer fra tid til anden en glimrende enkeltstart af, og han kan måske overraske lidt. Det samme kan siges om Michael Matthews (Bike Exchange), der faktisk vandt en prolog i løbet i 2016, men som nok næppe vinder over 14 kilometer. Men… kan han holde trøjen?

Ja, det kan han nok. Mest sandsynligt mister han den dog.

Vinderbud
Rohan Dennis
Ineos
Rohan Dennis var engang ganske suveræn på enkeltstarter. Ganna har vippet ham af pinden som den mest suveræne enkeltstartsrytter, og det gør måske man tænker at Dennis er faldet af på den, men han er stadig en specialist i kampen mod uret.
Podiebud: Stefan Bisegger, Søren Kragh Andersen
Outsidere: Victor Campenaerts, Primoz Roglic, Remi Cavagna
Joker: Michael Matthews
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.