Optakt: 4. etape af Tour de France 2021

Der venter rytterne en kort etape på 150 kilometer på 4. etape af Tour de France. Det ligner en dag for sprinterne.

Det var vanvittigt på 3. etape af Tour de France 2021. Det var en ren massakre på de sidste 50 kilometer, og snart samtlige klassementsryttere foruden Julian Alaphilippe og Ricard Carapaz, endte med at smide tid til de forreste.

Værst gik det ud over Jack Haig, der lignede en rytter i solid form. Han er ude af løbet. Forhåndsfavoritten Primoz Roglic var også meget forslået og smed mere end ét minut. Sprinterstjernen Caleb Ewan styrtede i sidste sving og er ude af løbet.

Brug din viden og dyst med hos
Zweeler

Det var altså en dag, der gjorde ondt. For nogles vedkommende gjorde den mere ondt end de to kuperede etaper i Bretagne. De smalle veje sammenholdt med et kaotisk felt gjorde det til en ren massakre.

Ruten på 4. etape af Tour de France 2021

4. etape

Redon-Fougères

Længde: 150,4 kilometer

Højdemeter: 1.384 meter

Etapetype: Flad

Sprinterne havde ikke mange chancer på de to første etaper af Tour de France 2021, men her på 4. etape får de endnu en chance. I al fald er det en forholdsvist flad etape, der bør ende i en massespurt, når rytterne kommer til Fougères.

For nok er der stigninger undervejs, men vi er ude i at det er så nemme småbakker, at det næppe registreres på den anden side af tv-skærmen. Nej, det vil være en stor overraskelse, hvis ikke denne etape ender i en massespurt.

Annonce

Finalen i Fougères er ganske lige til og uden de store udfordringer. Dermed er der lagt op til en helt klassisk massespurt. Husker man også på at sprintere er ryttere, der i høj grad leverer af momentum, kan man kigge på 3. etapes afslutning for inspiration til denne etape – de kan hurtigt ende med at se nogenlunde identiske ud.

Er der slet ingen chance for at massespurten misser? Tjoeh: der er en lille chance. I al fald er der steder på ruten, hvor landskabet er åbent. Det vil sige, at hvis vinden blæser i den rigtige retning og med den rette styrke, kan der potentielt opstå sidevindskørsel. I det tilfælde vil det primært være sprinterne, der rammer den forreste vifte, men det ville kunne ødelægge den forventede massespurt.

Ellers? Nej. Den her etape ender i en massespurt.

Favoritterne

Alpecin-Fenix har gang i et fremragende Tour de France. De har allerede vundet to etaper og de har den gule førertrøje. De kan meget vel tage endnu en sejr, for Tim Merlier (Alpecin-Fenix) starter etapen som min favorit. Det gør han, fordi han er kommet sig over det styrt, han var involveret i på 1. etape, og fordi han har farten. Merlier er blandt de hurtigste i hele feltet.

Samtidigt har Alpecin-Fenix et enestående leadout-tog. Det var smukt at se Mathieu van der Poel i den gule trøje køre sig helt ud for Merlier. Og da Philipsen lancerede Merlier, var det i fortrinelig position. Bliver han leveret på samme måde på 4. etape, hvem skal så slå ham? Det tror jeg ikke, nogen kan.

Det vil sige at rivalerne skal slå Merlier ved at være bedre i placeringskampen. Her kan Arnaud Demare (Groupama-FDJ) byde ind. Franskmanden røg ned på 3. etape, men havde overskud til at række thumbs up og vise, at han var okay. Han har et solidt, men nok forslået leadout-hold, og samtidigt har han også en ret fin fart, så hvis han bliver skudt af forrest, så bliver han svær at overhale. Ikke umulig – men svær.

Og så er der Mark Cavendish (Deceuninck-Quick Step). Jeg havde svært ved at se briten slå Ewans i en direkte duel, men i det nuværende felt har han afgjort farten til at være med helt fremme. Samtidigt har han Michael Mørkøv til at skyde ham af i en perfekt position. For både Merlier, Demare og Cavendish gælder det, at rytteren der starter spurten fra front, bliver svær at slå. For mig er Merlier favoritten, men afstanden til Demare og Cavendish er minimal.

Udfordrerne

De tre bedste sprintere er et niveau over konkurrenterne. Målt på fart og leadout kan Mads Pedersen (Trek-Segafredo) sandsynligvis være en af de få, der kan overraske positivt. Danskeren – der ikke vil kaldes sprinter – er ret hurtig, har masser af power, og har feltets vel nok stærkeste leadoutrytter i min optik i form af Jasper Stuyven. Det kan godt ske, at han ikke leverer lige så stabilt som Mørkøv igennem en hel sæson, men de gange, han dedikerer sig til at være en leadout-rytter, gør han det altid eminent. Mads Pedersen kan – hvis han er okay efter styrt – sagtens hente en podieplacering her i Tour de France.

Cees Bol (DSM) har vinderpotentiale. Hollænderen er på sine bedste dage hurtig, og han har et skarpt leadout-tog til sin rådighed, som dog er svækket af at Casper Pedersen ikke er på toppen efter styrtene. Jeg synes bare, at han er hamrende ustabil, og det svækker hans chancer.

Jeg synes, Peter Sagan (Bora-hansgrohe) er den mest stabile af konkurrenterne. Han har ikke farten til at vinde etapen, men i kaos er han fremragende. Se bare på 3. etape, hvor han sad fabelagtigt i Ewans’ hjul, men det gik helt galt, da Ewan styrtede og tog Sagan med sig. Han skulle ikke være hårdt ramt efter styrtet, og jeg forventer en solid topplacering fra Sagan – men næppe sejren.

Der er også Nacer Bouhanni (Arkea). Han så ganske fint kørende ud på 3. etape. Dagene hvor han var hurtig som et lyn er nok forbi, men franskmanden er stadig fornuftig i spurterne. Han kan sagtens ende med at høste en hel del top5-placeringer i årets løb.

Outsiderne

Herefter følger en række outsidere, som jeg i sidste ende har svært ved at se vinde. En af dem er Sonny Colbrelli (Bahrain), der er i rasende god form, men som nok ikke vinder en reel spurt på flad vej. Han holder sig til i pointklassementet, men jeg kan ikke se ham vinde.

Det kan jeg nok heller ikke ved Andre Greipel (Israel Start-Up Nation), men tyskeren har vist sig at være stærk. Det er dog heller ingen hemmelighed at positionskampen bliver sværere og sværere for ham, og den nervøse Tour-start hjælper ham næppe.

Tim Merlier slog sig hårdt på 1. etape, og måske kan han opleve et setback, hvilket åbner døren på klem for Jasper Philipsen (Alpecin-Fenix). Jeg forventer, at de satser på Merlier fra nu af, men alt efter dagsformen kan man ikke udelukke at de kører for Philipsen, der blev nummer to på 3. etape.

Wout van Aert (Jumbo-Visma)? Han sprinter nok ikke. Han udtalte forleden i belgiske medier, at han nok godt kunne bruge tiden, men at hans primære fokus var på ikke at smide tid og forsøge at tage den gule førertrøje på 5. etapes enkeltstart. Det synes realistisk efter 3. etapes mandefald. Jeg tror, han holder sig i ro.

I stedet bliver min joker Danny van Poppel (Intermarche – Wanty). Hollænderen er hurtig, men vi snakker nok højest om en top10-placering på en god dag.

Vinderbud
Tim Merlier
Alpecin-Fenix
Sprintere med momentum er som regel en anelse hurtigere end normalt - og Tim Merlier er rigeligt hurtigt. Måske den hurtigste sprinter i feltet. Samtidigt har han et ganske glimrende leadout, så Merlier starter etapen som den helt store favorit - men han er bestemt ikke uslåelig.
Podiebud: Arnaud Demare, Mark Cavendish
Outsidere: Mads Pedersen, Cees Bol, Peter Sagan, Nacer Bouhanni, Sonny Colbrelli
Joker: Danny van Poppel
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
1 Kommentar
Ældste
Nyeste Flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

[…] Cavendish var på forhånd en af favoritterne til at vinde 4. etape, men det var i sig selv lidt af en historie med tanke på at briten for mindre end et år siden […]

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.