Optakt: 5. etape af Tour de France 2021

Tour de France 2021 bliver i høj grad afgjort på enkeltstartscyklen. Den første dyst falder på 5. etape.

Når en udbrudsrytter hentes på noget nær stregen – særligt på en flad etape, hvor udbruddet levnes meget ringe chancer – plejer det at være historien i timerne efter etapen.

Det var bare ikke tilfældet i dag, hvor Brent van Moer igen viste prøver på sit unikke udbrudstalent. For selvom belgieren kæmpede til det sidste og var få meter fra at vinde etapen, ja, så er dagens store historie at Mark Cavendish tog sin 31. Tour-sejr.

Brug din viden og dyst med hos
Zweeler

Mark Cavendish var på forhånd en af favoritterne til at vinde 4. etape, men det var i sig selv lidt af en historie med tanke på at briten for mindre end et år siden ikke vidste, om karrieren, der ellers var gået på hæld, ville fortsætte ind i 2021.

Men så kom Lefevere fra siden og gav briten en kontrakt, der kunne give ham en værdig afsked – og Cavendish har grebet muligheden. Først begyndte han at vinde spurter igen, siden kørte han sig ind på Tour-holdet og nu har han altså vundet en Tour de France-etape. For første gang i fem år. Faktisk har 2021-sæsonen også allerede været bedre end 2020, 2019, 2018 og 2017 var tilsammen ifølge Pro Cycling Stats’ egen pointliste.

Nå, nok om Mark Cavendish og Brent van Moer – vi skal fokusere på noget helt andet.

Rute – 5. etape af Tour de France 2021

5. etape

Changé-Laval

Længde: 27,2 kilometer

Højdemeter: 298 meter

Etapetype: Enkeltstart

På 5. etape af Tour de France 2021 skal rytterne ud på en 27,2 kilometer lang enkeltstart. Det er den første vigtige dag i klassementet, for selvom man næppe vinder Tour de France her, så kan de svageste enkeltstarsryttere få sig en gedigen lussing af specialisterne i klassementet.

Enkeltstarten er lige knap 30 kilometer og med færre end 298 højdemetre er det ikke en hård enkeltstart, hvilket er dårligt nyt for rene klatrere, der vil tabe en del tid på de klassementsryttere, der mestrer kampen mod uret. Som altid er det en nådesløs disciplin, der straffer rytterne ubarmhjertigt.

Annonce

Der er lidt bakker hist og her, men de er ikke overvældende. Enkeltstarten i Criterium du Dauphine, der kun var 16,5 kilometer havde tilsvarende 317 højdemeter, altså 19 højdemeter mere end denne – det er med andre ord ikke en specielt hård enkeltstart.

Personligt er jeg ikke vild med enkeltstarter, men det er en væsentlig disciplin at kunne mestre. I nyere tid har Tour de France-arrangørerne skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. I år er der dog 58 kilometer samlet set inklusiv den afsluttende enkeltstart på 20. etape, så rytterne skal kunne beherske disciplinen, hvis de for alvor gør sig forhåbninger om at vinde løbet.

Favoritterne

Det er en enkeltstart uden specialister som Filippo Ganna og Rohan Dennis, men til gengæld er der masser af andre stærke enkeltstartsspecialister. Én rytter skiller sig dog lidt ud.

Det er Wout van Aert (Jumbo-Visma). Belgieren var den eneste Jumbo-Visma-rytter, der ikke lod sig falde tilbage, da Primoz Roglic røg i asfalten på 3. etape, og det gjorde han med henblik på at overtage løbets førertrøje efter enkeltstarten. Han starter også enkeltstarten som favoritten, men det er ikke givet, at han nødvendigvis vinder.

Wout er en fremragende enkeltstartsrytter, så det hele afhænger af hvor hans form reelt står. Han har vundet de belgiske mesterskaber og holdt sig til på både Landerneau-bakken og Mûr-de-Bretagne, så formen er jo naturligvis ikke ringe. Jeg tror, han vinder.

Han presses i min optik primært af Stefan Küng (Groupama-FDJ). Det er ikke tit, han vinder enkeltstarter, men han er næsten altid med fremme, akkurat som han var, da han blev nummer tre ved VM i 2020. De manglende sejre – eller i al fald de få sejre – gør at jeg er lidt tilbageholden, men omvendt har han kvaliteterne.

Min tredje favorit er dansk. Det er Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step), der ligeledes har forsøgt at holde sig fremme, så han kan køre sig i den gule førertrøje. Der er ikke noget, Asgreen ikke kan, og på en fremragende dag, kan han vinde den her enkeltstart. Han har en motor, som de fleste er misundelige over. Han er min tredjestørste favorit til sejren.

Udfordrerne

Herefter er der en række udfordrere. Stefan Bissegger (EF) har været flyvende hele året. Jeg mangler måske at blive helt overbevist på de lange distancer, men det er nok bare et spørgsmål om tid, før han brillerer på de lange enkeltstarter. Han bliver gradvist bedre og bedre hver gang han kører en enkeltstart, og det helt store gennembrud kan sagtens komme her.

Danskerne har gode chancer for topplaceringer. Kigger man på topniveauet alene, så er Mikkel Bjerg (UAE) en god kandidat. Den unge rytter fra UAE er en enkeltstartsspecialist, men han er – naturligt nok – ret ustabil i sine præstationer. På sine bedste dage kan han køre med om en podieplacering.

Det samme kan egentligt siges om Søren Kragh Andersen (DSM), der i sig selv ikke er specialist, men som har en evne til at brillere, når han skal. For et år siden vandt han enkeltstarter i både Paris-Nice og BinckBank Tour. Jeg tror ikke, han har niveauet til at vinde, men en topplacering er ikke umuligt.

Primoz Roglic (Jumbo-Visma) ville under normale omstændigheder forsøge at vinde tid. Men Jumbo-rytteren var i asfalten på 3. etape, og han har mange sår, så måske kan han ikke sidde optimalt på cyklen. Det kan betyde, at Tadej Pogacar (UAE) vinder tid på den flade enkeltstart, for Pogacar er ganske habil. Det samme er Julian Alaphilippe (Deceuninck-Quick Step), der ganske rigtigt foretrækker en mere kuperet rute, men som på sine bedste dage kan lave et stort nummer – mens han på en anden dag ender med at smide lidt tid.

Ja, og så er der Geraint Thomas (Ineos), der godt kan ende med at blive den bedste klassementsrytter, hvis han er okay efter sit styrt på 3. etape. Det virker han til, men man ved aldrig.

Der er andre dygtige folk i feltet, som for eksempel Brandon McNulty, Victor Campenaerts, Alexey Lutsenko og Mathieu van der Poel. Men de er langskud.

Det samme er Max Walscheid (Qhubeka), men tyskeren bliver bare bedre og bedre i disciplinen. En top10-placering er realistisk.

Vinderbud
Wout van Aert
Jumbo-Visma
Belgiske Wout van Aert jagter den gule førertrøje. Han virker til at være i fin form, selvom de første meldinger gik på det modsatte, og Wout van Aert kan hurtigt ende med at vinde både etapen og hente løbets førertrøje.
Podiebud: Stefan Küng, Kasper Asgreen
Outsidere: Stefan Bissegger, Mikkel Bjerg, Søren Kragh Andersen, Primoz Roglic, Geraint Thomas
Joker: Max Walscheid
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.