Optakt: 7. etape af Giro d’Italia 2021

Det bliver nok en dag for sprinterne på 7. etape, men de skal passe på i den drilske finale, der kan skubbe rundt på sprintertogene.

Gino Mäder formåede lige akkurat at holde alle favoritterne bag sig på 6. etape af Giro d’Italia, hvor Egan Bernal igen var i hopla. Colombianeren virker skarp og klar. Det samme gør forøvrigt Remco Evenepoel, der denne gang fik sneget sig med i front.

Cykelsport - Giro d'Italia 2021
7. etape
14. maj - 12:00

Det skal blive spændende, hvordan klassementet udvikler sig. I første omgang er klassementskampen dog sat på pause igen, for på 7. etape bliver det atter sprinterne, der skal dyste om sejren.

Ruten

Vurdering: **

På løbets 7. etape venter der en etape, der bør ende i en spurt – i al fald en form for en spurt. Som man kan ane på ruteprofilen stiger den sidste del af etapen ganske lidt. Den sidste halvanden kilometer er nemlig stigende, og fra starten af mødes feltet af en rampe, der stiger med op til 12 %.

Det kommer til at skubbe rundt med sprintertogene. Der er næppe nogle sprintere, der bliver sat ud af spillet, men de kan ryge for langt tilbage i placeringskampen. Det bør dog stadig ende i en form for massespurt.

Favoritterne

Efter sejren på 5. etape, vil jeg fortsætte med at gå med Caleb Ewan (Lotto-Soudal). Det er en finale, hvor toget er vigtigt, og når Lotto-Soudal formår at levere australieren rigtigt, så er han svær at slå. Han vil nyde den hårde afslutning, og han er den rytter i feltet, der har mest fart i stængerne. Han bliver svær at måle sig med.

Apropos fart: Hvis én kan matche Ewan på farten, så er det nok Tim Merlier (Alpecin-Fenix). Merlier har farten, og det kan blive særdeles spændende, hvis de to sprintere får muligheden for at tage en direkte dyst om sejren. Det er ikke lykkedes endnu. Jeg holder en svag fordel til Ewan, men man må endelig ikke tage fejl af Merlier, der virker til at have ramt topformen.

Outsiderne

Man kan ikke undgå at have ondt af Giacomo Nizzolo (Qhubeka), der i begge spurter har gjort alt næsten helt perfekt. Alligevel er det blot blevet til to andenpladser. Spørgsmålet er snart, hvad han skal gøre anderledes, men svaret må være, at han skal fortsætte – fortsætte med at gøre alt rigtigt som hidtil. Det er marginaler, der har gjort, at han ikke har mindst én sejr i årets løb. Begge gange er han blevet slået af en hurtigere mand.

En finale som den her, der kræver teknik og styrke er guf for Peter Sagan (Bora-hansgrohe). Han har næppe farten til at slå dem alle i en direkte duel, men hvis finalen kan forstyrre konkurrenterne tilpas meget, kan han vinde på sin teknik og placeringsevne. Han har set solid ud indtil videre, men farten er afgjort en hæmsko for ham.

Det har også været opløftende at følge Elia Viviani (Cofidis). Meget af det skyldes at Simone Consonni virkelig har leveret varen som leadoutmand, men Viviani har ikke helt kunne leve op til det arbejde endnu. Han er solid og har mange muligheder, men han mangler den fart, der i nogle år gjorde ham til én af feltets bedste sprintere.

Det samme gør Fernando Gaviria (UAE). Han mangler fart – og måske også selvtillid? I al fald er det påfaldende at iagttage Gaviria i spurterne, hvor han ikke virker til at have den store tillid til Molano. Han følger ikke hjulet i de afgørende momenter, skønt Molano leverer et fremragende arbejde. Når spurten åbnes, virker Gaviria ikke til at have den store pondus i stængerne.

Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma) har al styrke i benene, men efter en lang løbspause på grund af en karantæne, er det klart at han er rusten. Giro d’Italia handler primært om at banke rusten af. Får han pludselig hul igennem til benene, er han klar til at triumfere, men jeg tror ikke, det sker i den her finale.

Min joker bliver Lawrence Naesen (Ag2r) igen. Han er ikke direkte en sprinter, men han er stærk i placeringskampen, og han kan hente en fin position på den baggrund.

Vinderbud
Caleb Ewan
Lotto-Soudal
Caleb Ewan er et lyn på stregen, og han fik styr på tingene på 5. etape. Lotto-Soudal er for ustabilie i deres leadout, men de har rytterne til at få styr på det, og hvis de formår at føre Ewan sikkert igennem finalen, så er det svært at se, hvem der skal hindre ham i at vinde sin anden etapesejr i løbet.
Podiebud: Tim Merlier, Giacomo Nizzolo
Outsidere: Peter Sagan, Elia Viviani, Fernando Gaviria, Dylan Groenewegen
Joker: Lawrence Naesen
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.