Optakt: 8. etape af Paris-Nice 2021

Primoz Roglic viser sig som et altædende monster, der nupper det hele i Paris-Nice. Sejren er stort set hjemme, men vil han også gå efter triumfen på 8. etape?

Man skal være ualmindelig kold for ikke at have en smule ondt af Gino Mäder. Schweizeren, der så småt er i gang med at få sit gennembrud efter en svær start på det professionelle liv, blev hentet til allersidst af Primoz Roglic, der egentligt ikke behøvede, men alligevel tog sejren.

Cykelsport - Paris-Nice 2021
8. etape
14. marts - 15:00

Selvfølgelig skulle Roglic tage sejren. Det er ikke en gavebod, og han har også et helt hold, der knoklede for ham. Selvfølgelig skulle han tage sejren.

Ruten

Feltet kunne ikke få lov til at køre ned på promenaden i Nice, så derfor kom der en sen ændring af ruten. Ruten er 93 kilometer med nogle småbakker undervejs. Faktisk er det den samme bakke, Côte de Duranus, der er 3,9 kilometer lang og stiger med 3,7 %.

Det er ingenlunde en hård bakke, men over en kort distance fungerer bakken som et glimrende afsæt. Det kan blive en etape, hvor et stærkt udbrud kører meget stærkt hele dagen.

Selve finalen er ikke så svær. Opløbet kan trætte rytterne ud, men har man overskud til at køre spurten, er det en flad en af slagsen.

Løbsprofilen. Foto: paris-nice.fr

Favoritterne

Udbrud eller spurt? Det er spørgsmålet. Jeg tror på spurten til sidst, og det får mig til at pege på Michael Matthews (Bike Exchange) som favoritten. Australieren klatrer fornemt og bør ikke få problemer. I spurten bør han være én af de stærkeste efter en halv-hård dag i benene. Australieren blev nummer tre på 6. etape, og kørte også tidligere i løbet en top3-placering hjem. Hans form er fin.

Det er dog værd at bemærke, at Christophe Laporte (Cofidis) blev nummer to på 6. etape. Franskmanden virker unægteligt hamrende stærk, og han er i den grad en joker til Milano-Sanremo, der venter ude i horisonten. Jeg har været meget tæt på at sætte ham op som favoritten. Jeg kunne godt forestille mig, at han faktisk er den hurtigste af de to lige nu.

Outsiderne

En åben finale giver også mange muligheder. I en spurt holder jeg også øje med Bryan Coquard (B&B), der har set ganske hurtig ud indtil videre. Jeg har svært ved at se, at han er hurtigere end de to førnævnte, men på en god dag kan mange ting ske.

Der er også muligheden for et udbrud. Kig her efter de klassiske ryttere: Luis Leon Sanchez (Astana), der er mit bedste bud, samt ryttere som Alexey Lutsenko, Remi Cavagna, Philippe Gilbert, Rohan Dennis m.fl.

Jeg må dog indrømme, at jeg primært kigger mod de hurtige ryttere. Magnus Cort (EF) har ikke vist meget i de her løb, men vi ved, at han både kan være stærk i et udbrud samt hurtig i en spurt. Danskeren er placeringssvag, men i en decimeret spurt plejer han at være skarp. Og så er der Sam Bennett (Deceuninck-Quickstep) der i 2020 var fremragende på finaler som den her. Jeg er lidt lunken efter hans klatrepræstation forleden, derfor placeres han langt nede af listen.

Primoz Roglic….? (Jumbo-Visma). Nej, han kan ikke, vel? Nej… nej… men måske.

Vinderbud
Michael Matthews
Bike Exchange
Michael Matthews er i glimrende form, og han er blandt de bedste sprintere, når det bliver tilpas hårdt. Den ændrede 8. etape bør passe ham glimrende.
Podiebud: Christophe Laporte, Bryan Coquard
Outsidere: Luis Leon Sanchez, Magnus Cort, Sam Bennett
Joker: Primoz Roglic
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.