Optakt: Flandern Rundt 2021

Kalenderen siger april og månedens første søndag er for mange cykelfans markeret med et kæmpe X. Flandern Rundt, en af cykelsæsonens helt store højdepunkter, står for døren, og chancerne for en dansk triumf er større end længe.

Flandern Rundt var sidste år blot et af mange løb der blev berørt af coronaens indvirkning på cykelkalenderen anno 2020. Meget sigende for et, mildt sagt, underligt år, skulle feltet først kæmpe sig over de legendarisk brostensbelagte stigninger sent i efteråret. Og endnu mere sigende, endte det med, at den nykårede franske verdensmester, Julian Alaphilippe, kørte sig selv ud af løbet ved at påkøre en stillestående løbsmotorcykel.

Forrige år bød generelt på rigeligt med drama, og Flandern Rundt havde åbenlyst ikke i sinde at holde sig tilbage. I sidste ende blev løbet afgjort i hvad der mest af alt mindede om en regulær cross-spurt mellem de evige rivaler, Mathieu van der Poel og Wout Van Aert. Selv med små 250 udmarvende kilometer i benene, fandt van der Poel et punch fra en anden verden frem, og henviste van Aert til en bitter 2. plads.

Cykelsport - WorldTour
Flandern Rundt 2021
4. april - 10:00

Om Flandern Rundt eller Paris-Roubaix er det største og mest prestigefulde monument, er vel en af de få diskussioner selv ikke Google har et entydigt svar på. Paris-Roubaix har flere år på bagen, en legendarisk finale på en efterhånden nedslidt velodrom, og scenerier der printer sig ind i hukommelsen. Løbet er forbundet med alskens lidelser. Forbundet med forpinte ansigter. Det er mand mod mand. Må den stærkeste vinde. Selv billeder fra velodromens mytologiske bade ender med at blive legendariske. 

Flandern Rundt byder i stedet på vanvittige brostensbelagte stigninger, folkefest og belgiske øl. Specielt tilskuerstemingen er med til at gøre løbet til noget specielt. De afgørende stigninger forceres flere gange, og for hver gang stiger entusiasmen langs landevejen. Desværre er årets løb underlagt restriktioner og derfor er diverse fan- og VIP-zonerne på stigningerne ikke eksisterende i år. 

Det kan ofte betale sig at komme på forkant og køre løbet offensivt. Udskilningerne undervejs er nådesløse, og kommer man først på bagkant eller får defekt, kan det være vanskeligt at kæmpe sig tilbage. Løbets struktur har også vist sig at kaste legendariske sejre af sig. Philippe Gilberts mageløse solosejr i 2017 står klarest i erindringen, mens duellerne mellem Tom Boonen og Fabian Cancellara er en kæmpe del af løbets nyere historik. Som dansk cykelfan husker man måske bedst Rolf Sørensens triumf i 1997, men de legendarisk billeder af Jesper Skibby fra 1987-udgaven, må ingen snyde sig selv for.

Ruten

Antwerpen ligger endnu engang veje til start på årets 254 kilometer lange rute. 19 stigninger skal undervejs forceres, hvoraf de 17 er brostensbelagte.

Efter 100 relative nemme kilometer, starter strabadser for alvor når Kattenberg skal forceres. Herefter starter den vilde positionskamp frem mod den første af i alt tre ture over Oude Kwaremont. Og herefter begynde den vilde udskilning for alvor. Indenfor 35 kilometer skal rytterne kæmpe sig over Kortekeer, Eikenberg, Wolvernberg, Molenberg, Marlboroughstraat, Berendries og Valkenberg.

Berg Ten House og Kanarieberg byder herefter rytterne op til dans, inden Oude Kwaremont efter små 200 kilometer vil være næste punkt på rytternes frempind. Kort efter indledes løbets helt afgørende fase, når Paterberg, Koppenberg, Steenbeekdries, Taainberg og Kruisberg agerer forret til en sidste tur over Oude Kwaremont, inden Paterberg udgør sidste alvorlige forhindring. Herfra går turen over 13 flade kilometer mod målet i Oudenaarde, hvor vinderen af Flandern Rundt 2021 skal hyldes.

Arrangørerne har ikke officielt offentliggjort årets ruteprofil i et forsøg på at forhindre tilskuere fra at stimle sammen langs ruten. Selvom årets udgave er et par kilometer længere, bør året rute ligne den de kørte i oktober. Nedenstående ruteprofil er derfor også profilen fra sidste års udgave.

Vejret for søndag ser meget mildt ud. 5-10 grader og nærmest ingen vind er hvad der umiddelbart venter rytterne. Holder den nuværende vejrudsigt, er det derfor svært at forestille sig vejret kommer til at spille en afgørende faktor på søndagens løb.

Favoritterne

De tre musketeer, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Julian Alaphilippe kan nærmest ikke stille til start i et løb, uden at blive nævnt som favoritter til sejren. Og pladen er også gået i hak denne gang. Det var dem der skulle afgøre det sidste år, og det kan meget vel blive de tre der igen i år skal køre om sejren. Så krydser vi alt hvad der krydses kan, for at uheld ikke skal sætte en af dem ud af spillet i år.

Jeg holder Wout van Aert som den største favorit. Belgieren træk sidste år det korteste strå i kampen mod hans evige rival, van der Poel, men set over de seneste par uger, kunne noget tyde på, at han har timet formen bedre end hollænderen og er klar til revanche. Han så skræmmende stærk ud i Gent – Wevelgem, og valgte efterfølgende at springe Dwars door Vlaanderen over – måske for at sikre sig, at vi får en helt skarp og frisk van Aert at se på søndag.

Er Mathieu van der Poel ved at være udkørt? Noget kunne måske tyde på det. I E3 Harelbeke havde han ikke det vanlige overskud i finalen, og i onsdagens Dwars door Vlaanderen så han decideret smadret ud da det hele skulle afgøres. Dog er topniveauet så tårnhøjt, at man ikke kan eller skal afskrive ham. Han viste sidste år at løbet er skræddersyet til ham og skal det afgøres i en kort og eksplosiv spurt, ved man fra tidligere, hvad han kan udrette.

Julian Alaphilippe debuterede i De Ronde i efterårets udsatte udgave af Flandern Rundt, og bekræftede med det samme, at han uden problemer mestrer de flamske strabadser. Hvad kunne det ikke være blivet til, hvis han ikke havde påkørt den motorcykel? I år kommer han uden tvivl tilbage med én ting for øje – revanche. Hans niveau har måske været en smule svingende i år, men kan han finde benene fra Strade Bianche og starten af Tirreno frem, kan han blive svær at have med at gøre. 

En af de mest spektakulære sejre i flere år, stod Kasper Asgreen for i årets E3 Harelbeke. Det vanvittig soloridt han kastede sig ud i, efterfulgt af det vindende fremstød på de afgørende kilometer, viser med al tydelighed at danskeren er i topform. Han stiller derfor til start som en af de helt store outsidere – hvis ikke en af de helt store favoritter. Asgreens største ulempe kan vise sig at blive hans eget hold. Bliver han låst i et taktisk spil kan al den gode form gå til spilde, men spilles han tidligt ud og kommer på forkant i løbet, kan vi som danskere meget vel gå en stor cykelsøndag i møde.

Team INEOS har ikke for vane at vinde mange klassikere, men Dylan van Baarle udfoldede endelig hans fulde potentiale i onsdagens sejr i Dwars door Vlaanderen. Han kørte også fremragende i E3 Harelbeke og Gent-Wevelgem, og virker som en mand der har timet formen helt perfekt. Frygten for Flandern Rundt måske er en kende for hårdt et løb til hollænderen, gjorde han allerede til skamme sidste år, og søndag vil det være klogt, at holde et vågent øje på hollænderen.

Yves Lampaert har de seneste par uger været flyvende. Defekter ødelagde hans E3 Harelbeke, men han så vanvittig stærk ud. Han kan både ende som en vinder og en taber i hans eget holds taktiske spil, men sidder han først med i finalen, er han måske ikke den der får mest bevågenhed og kan måske kapitalisere på, at andre rytter holder mere øje med hinanden end med Lampaert.

Trek kommer med to solide bud på en topplacering. Milano – Sanremo vinderen Jasper Stuyven og den danske darling, Mads Pedersen. Desværre har optakten ikke været optimal for Trek og holdets ryttere. Efter en positiv coronatest hos en fra holdets stab, har holdet måtte følge UCI’s coronaprotokoller, og flere ryttere har derfor måtte isolere sig selv. Den langt fra optimale optakt har måske sat sig sine spor, men har Stuyven bibeholdt sin form og sit gode momentum efter sejren i årets første monument, kan der godt ligge et topresultat og lure.

Listen af store navne der stiller til start med ambitioner er enorm lang. Peter Sagan, Alberto Bettiol, Zdenek Stybar, Florian Senechal, Alexander Kristoff, Sep Vanmarcke, Tiesj Benoot og AG2R-duoen Greg van Avermaet og Oliver Naesen kan alle tillade sig at drømme sødt om en podieplads, men jeg har svært ved at se scenarier, hvor en af dem ender øverst på skamlen.

En joker kunne måske gå hen og blive tyske Nils Politt. Sagan kommer som holdets kaptajn og har på det seneste set bedre ud end tidligere i sæsonen, men vælger Bora at spille offensivt ud tidligt i løbet, kunne det være vejen til et stort resultat for store tysker.

Vinderbud
Wout van Aert
Jumbo-Vismas belgiske kaptajn viste i Gent-Wevelgem kæmpe overskud og klasse. Han ser stærkest ud, kan vinde løbet på flere måder, og revancherer sin 2. plads fra sidste års Flandern Rundt.
Podiebud: Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe
Outsidere: Kasper Asgreen, Dylan van Baarle, Yves Lampaert, Jasper Stuyven
Joker: Nils Politt
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.