Optakt: Omloop Het Nieuwsblad 2021

Foråret er på vej, også i cykelmæssig forstand. Traditionen tro åbner Omloop Het Nieuwsblad forårssæsonen, og selvom sæsonen har været igang i knap en måned, markerer Omloop, og mødet med de belgiske brosten, starten på den længe ventede klassikersæson. Her en optakt til løbet.

Løbet er et mini Flandern Rundt, da det er de samme ryttertyper, der typisk brillerer på lørdag i Omloop, som senere på sæsonen i Flandern Rundt. Ikke mindst efter at løbet har taget den tidligere finale fra Flandern Rundt til sig, når rytterne skal køre Muur van Geraadsbergen.

Cykelsport - WorldTour
Omloop Het Nieuwsblad
27. februar - 10:00

De belgiske forårsklassikere, herunder Omloop Het Nieuwsblad, er karakteriseret ved de korte, stejle, smalle og brostensbelagte stigninger, der giver en vild positionskamp inden stigningerne skal forceres. Her er det kun de stærkeste ryttere, der overlever, og de brostensspecialister med det største punch på de stejle procenter, der kan gøre forskellen, og ultimativt skrive en Omloop Het Nieuwsblad-sejr på sit cv.

Selvom løbet er relativt nyt på WorldTouren, har Omloop længe været et prestigefyldt løb, hvor de største stjerner har duelleret om sejrene. Store klassikernavne som Greg Van Avermaet, Phillipe Gilbert og Johan Museeuw har alle mere end en Omloop-sejr på cv’et. I fjor vandt belgieren Jasper Stuyven karrierens hidtil største sejr foran landsmanden Yves Lampaert og danske Søren Kragh Andersen. Om Stuyven kan gentage bedriften, kigger vi nærmere på senere.

Ruten

Traditionelt set har Omloop Het Nieuwsblad haft Gent som målby. I 2018 blev målet flyttet til Meerbeke, hvor Flandern Rundt i mange år har haft mål inden den omdiskuterede flytning. Sidste år var der mål i nabobyen Ninove, hvor der også er mål i år.

De belgiske løb holder den præcise rute hemmelig, grundet frygt for store forsamlinger på rutens nøglepunkter. Pavéerne og stigningerne er lukket for tilskuere.

Alt tyder på, at ruten kommer til at ligne udgaven fra sidste år. Muren i Geraadsbergen og Bosberg-stigningen kommer igen i år til at fungere som nøglepunkter i finalen. Ruten snor sig igennem det flamske landskab, hvor der køres på mange af de samme veje som i andre belgiske brostensløb, heriblandt E3 Harelbeke, Dwaars door Vlaanderen og Flandern Rundt.

Omloop Het Nieuwsblad starter med en lang og overvejende flad første halvdel. Her skal der etableres et morgenudbrud fyldt med ryttere, der jagter sensationen og værdifuld TV-tid. For favoritterne handler det udelukkende om at undgå uheld og spare så meget på kræfterne som overhovedet muligt. Efter løbets midtpunkt ændrer ruten karakter. Her rammer man de frygtede paveer og skrappe stigninger, hvor udskilningen skal ske.

90 kilometer fra mål kører feltet ind på løbets første hårde rundstrækning på 54 kilometer, hvor der er fire pavéer og tre stigninger. Første rundstrækning markerer starten på præ-finalen, hvor vi vil se angreb fra de ryttere, der skal køre løbet forfra for at have realistiske chancer for et topresultat.

Finalen

Med 43 kilometer til mål skal løbet for alvor afgøres, og den endelige udskilning ske. Vi vil her se en voldsom positionskamp, når feltet rammer Molenberg-stigningen, der er brostensbelagt og stiger med op til 8 procent over 400 meter (6.3% i gennemsnit).

Herfra vil feltet være meget decimeret, når det kører mod løbets to hårdeste stigninger. Med 17 kilometer til mål kører feltet ind på Muur van Geraadsbergen, der er løbets sværeste stigning. Muren er brostensbelagt og stiger med knap 8 procent i snit over 1200 meter (maks 13,5%). Muren i Geraadsbergen er rutens absolutte nøglepunkt. Det er her fårene skal skilles fra bukkene, og de ryttere med det største punch kan slå det afgørende hul.

Kort efter venter Bosberg, som vi ligeledes kender fra tidligere udgaver af Flandern Rundt. Bosberg stiger med 5 procent over 1300 meter på brostensbelagte veje. Når den er stejlest, runder procenterne 11, og der er derfor rig mulighed for at separere sig fra konkurrenterne her. Toppen af stigningen ligger 12 kilometer fra mål, og herefter er det let faldende til målstregen i Ninove.

De sidste 12 kilometer bliver kørt med høj hastighed, og med mindre der går taktik i den, kan det være svært at hente en gruppe udbrydere efter toppen af Bosberg.

Løbet er i alt 200,5 kilometer med 1650 højdemeter, og der er i alt 13 stigninger og 9 brostensstykker.

Favoritterne

Ovenpå efterårets Flandern Rundt, og starten på årets sæson, kan man ikke snakke favoritter til Omloop Het Nieuwsblad, uden at nævne Mathieu Van der Poel, Alpecin-Fenix, og Julian Alaphilippe, Deceuninck – Quickstep. I Flandern Rundt kørte de, sammen med Wout Van Aert, alle konkurrenterne agter ud på de afgørende stigningerne inden Alaphilippes styrt 35 kilometer før mål. Van Aert og Van der Poel kørte sammen til stregen, hvor sidstnævnte vandt efter målfoto.

Efter cykelcrosssæsonen, hvor Mathieu van der Poel i perioder så ustoppelig ud, sluttede, tog Van der Poel hul på landevejssæsonen i UAE Tour. Her vandt han 1. etape efter en hektisk dag, hvor feltet blev splittet ad på etapens første kilometer, da knap 30 ryttere udnyttede sidevinden til at køre fra resten af feltet. Efter etapen trak Alpecin-Fenix sig fra løbet grundet en positiv coronatest på holdet. Det har, efter længere tids forvirring, kostet Van der Poel muligheden for at køre Omloop.

Verdensmesteren, Julian Alaphilippe, begyndte sin sæson i Tour de la Provence. Her blev det til en samlet andenplads for den sejrsvante franskmand, der måtte se sig slået af Iván Ramiro Sosa (INEOS-Grenadiers). Alaphilippe fremviste fremragende form på løbets kongeetape, der havde mål i Chalet Reynard på Mont Ventoux. Her tabte han tre sekunder til den tidligere Tour de France-vinder Egan Bernal, der på papiret er en stærkere klatrer end Alaphilippe.

Med verdens bedste brostenshold i ryggen og den tidlige storform og de unægtelige kvaliteter in mente er Julian Alaphilippe løbets suveræne favorit. Et muligt scenarie er, at han sætter et benhårdt tempo på Muren i Geraadsbergen, hvorefter han kører solo til mål. Når hverken Wout van Aert eller Mathieu van der Poel er til start, er der ingen, der kan følge den franske verdensmester på stigninger som den. På den anden side kan det være en ulempe ikke at have selskab for Alaphilippe, hvis han angriber med 17 kilometer til mål. Selvom det er en hurtig afslutning, er det langt at sidde i vinden med en samarbejdende gruppe af bejlere bag sig. Til trods for det er Julian Alaphilippe vores favorit til at vinde den 76. udgave af Omloop Het Nieuwsblad.

Outsiderne

Sidste års vinder, Jasper Stuyven, er en af outsiderne. Han kommer nogle gange til kort på de lange distancer. Da Omloop, som er en af de kortere klassikere, er 200 kilometer, er Stuyvens chancer gode her. Han besidder en solid spurt, hvis det skal afgøres i en mindre gruppe, og han har et stærkt hold omkring sig, til at hjælpe ham med at sidde det rigtige sted, når løbet skal afgøres.
På det stærke Trek-hold er også danske Mads Pedersen. Stuyven er et bedre bud på en vinder af Omloop end den danske eks-verdensmester. Mads Pedersen er bedre, når løbene bliver længere og mere udmarvende som Paris-Roubaix, Milano-San Remo eller allerede søndag i Kuurne, der ganske vist ikke er længere, men det er et løb, som oftere ender i en spurt. Styuven har umiddelbart mere punch på de korte og stejle flamske stigninger, og han er derfor et bedre bud i Omloop Het Nieuwsblad.

En anden belgier, der har masser af gode minder fra netop Omloop, er Greg Van Avermaet. Inden sidste års 13. plads er han noteret for seks top 6-placeringer på syv år. Han har fra sæsonstarten vist god form med fine resultater i de franske opstartsløb. På sit nye hold, AG2R – Citroën, har Van Avermaet fået Oliver Naesen ved sin side. At være to så stærke ryttere på samme hold kan være et vigtigt våben, hvis man vil stjæle sejren for næsen af Quickstep.
Sejre har det været trængt med for den forsvarende olympiske mester. Han har faktisk ikke vundet et løb siden Grand Prix de Montréal forrige sæson. Men han har en glimrende næse for cykelløbet, og han er garant for at køre i top 5 og top 10 i de belgiske brostensløb. En sejr bliver det heller ikke til i denne omgang, men Van Avermaet sidder, hvor han skal, og kører sig indenfor i top 5, måske endda på podiet.

Endnu en belgier med tidlig storform er Tim Wellens. Han vandt det franske etapeløb Etoile de Bességes i starten af februar, grundlagt med et soloridt på løbets 3. etape. Samme taktik skal Wellens gøre brug af, hvis han skal gøre sig forhåbninger om en sejr på lørdag. Han skal ud at køre løbet forfra. Hvis han sidder med Alaphilippe på sidste stigning, slår Wellens ikke verdensmesteren. Wellens blev nummer tre forrige år i Omloop.

Deceuninck – Quickstep har et så stærkt hold, at de ikke kan lægge alle æg i Alaphilippes kurv. Den nemme outsider er derfor at nævne alle Alaphilippes hjælperyttere som mulige vindere. Lampaert, Senechal, Štybar, Ballerini og Asgreen kunne alle være kaptajner, hvis de kørte for et andet hold. Det giver holdet et hav af taktiske muligheder.

Her kipper vi lidt med det danske flag og håber, at Kasper Asgreen får lov at komme med i et tidligt angreb, der holder til mål. Der er ingen tvivl om, at danskeren har motoren til, at det kan lade sig gøre. Hvis Asgreen har bare 10 sekunder på toppen af Bosberg, ser forfølgerne ham ikke igen. Spørgsmålet er, om han skal køre sig i hegnet for egne drømme, for kaptajnen, Julian Alaphilippe, eller en anden holdkammerat.

Hvis løbet bliver afgjort i en større gruppe, har Deceuninck – Quickstep også nogle af de bedste vinderbud. Florian Senechal og Davide Ballerini er to hurtige herrer, der, med et stærkt hold bag sig, står med gode kort på hånden. Vi fremhæver her Ballerini, der med to etapesejre og en andenplads i Provence viste, at formen er, hvor den skal være. Selv hvis hans kaptajnen, Alaphilippe, viser sig som klart stærkeste mand og kører alene i mål, er Ballerini et godt bud på et podie, når den jagtende gruppe bag Alaphilippe skal spurte om de sekundære placeringer. Han kan, sammen med resten er Quickstep-holdet, sidde over på føringer, og dermed have så meget power som muligt tilbage til spurten. Et ikke utænkeligt scenarie er, at Deceuninck – Quickstep gør rent bord og tager alle tre pladser på podiet.

Søren Kragh Andersen er vores joker til at forbedre tredjepladsen fra i fjor. Omloop Het Nieuwsblad bliver danskerens sæsondebut, så hans form er stadig uvis. Men en ting er sikkert – Søren Kragh Andersen er kun blevet stærkere siden tredjepladsen i løbets sidste udgave, bedst eksemplificeret på de to Tour de France-etaper, som danskeren vandt. Han skal gribe løbet an på samme måde, som han gjorde ved den lejlighed. Han skal lukrere på, at de største favoritter kigger på hinanden, og måske undervurderer hans styrke. Sidste år var Omloop Het Nieuwsblad også Søren Kragh Andersens første løb i sæsonen, så han har tidligere vist, at han kan være i storform fra kilometer nul.

Vinderbud
Julian Alaphilippe
Deceuninck - Quickstep
Den forsvarende verdensmester vinder miniudgaven af Flandern Rundt, Omloop Het Nieuwsblad. Selvom det er en lille målestok, ser Alaphilippes form god ud med flot kørsel i Provence. Han har det suverænt stærkeste hold i ryggen. Hvis det skal afgøres i en mindre gruppe, har Alaphilippe desuden en mere end godkendt spurt at læne sig op ad.
Podiebud: Davide Ballerini, Jasper Stuyven
Outsidere: Tim Wellens, Greg Van Avermaet, Kasper Asgreen, Florian Senechal
Joker: Søren Kragh Andersen
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.