Optakt: World Cup i Overijse

World Cuppen skal afgøres i Overijse, samtidigt med at rytterne finpudser den sidste VM-form. Det bliver uhyre spændende.

Mathieu van der Poel beviste i gårsdagens løb i Flandriencross, at han afgjort ikke har mistet momentum af at være på træningslejr. Også Wout van Aert viste sine store evner frem, og alt i alt er der lagt i kakkelovnen til et brag af en sæsonfinale.

For søndagens World Cup-løb i Overijse er den sidste afdeling af World Cuppen, og det er også det sidste store løb før næste weekends VM. For de to superstjerner betyder det dermed også, at de så småt er klar til at pakke cross-cyklen væk for at fokusere på landevejssæsonen.

Cykelcross - World Cup
Overijse
24. januar - 15:00

I denne optakt går vi i dybden med den sidste afdeling af World Cuppen. Det er nemlig en spændende affære, der venter os.

World Cup i Overijse – her er alt du skal vide

Ruten i Overijse er fyldt med græs. Mange forventer at ruten bliver smattet, men det er lidt anderledes i denne sæson, hvor der kun køres to eliteløb (mod 5-6 løb i en normal sæson). Der kan komme nedbør eller sne i løbet af søndagen. Lidt mudder er nok ikke til at undgå, men vi får ikke en gentagelse af Dendermonde fra tidligere på sæsonen.

Herunder er en lille video fra ruten i Overijse. Der er enkelte passager, der ikke var åben, men ellers får man et fint indtryk i videoen.

Det vigtige i dette løb er at det er sidste løb i World Cup-sæsonen. Dermed skal World Cuppen også afgøres, og i år er det en duel mellem sportens to bedste ryttere i form af Wout van Aert og Mathieu van der Poel. De to ryttere har ellers ikke for alvor jagtet World Cup-titlen i nyere tid, da de har været mere selektive i deres løb for også at satse på landevejskarrieren.

Få optakterne direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsbrevet herunder. Så får du en mail, hver gang vi udgiver en af de større optakter.

I øjeblikket fører Wout van Aert World Cuppen med 125 point. Mathieu van der Poel har 110 point, mens Michael Vanthourenhout har 106. Rent teoretisk er Toon Aerts med 87 point også inde i billedet, men da der gives 40 point til vinderen, kræver det at Wout van Aert maksimalt får ét point, Mathieu van der Poel maksimalt får 16 point og Michael Vanthourenhout må blot få 21 point, mens Toon Aerts vinder. Lad os bare strege ham.

Sejrherren får 40 point. Andenpladsen får 30 point, mens tredjepladsen får 25. Fjerdepladsen får 22 point, mens femtepladsen får 20 point, og herfra får de efterfølgende placeringer ét point færre end personen forinden. Med andre ord: Hvis Mathieu van der Poel vinder løbet, skal Wout van Aert ende som nummer to for at bevare føringen. Øvrige placeringer vil medføre at Mathieu van der Poel vinder World Cuppen.

Går det som det plejer i denne sæson, så ligner det altså at Wout van Aert løber af med hæderen forud for VM.

Favoritterne i Overijse

I gårsdagens optakt skrev jeg, at de to favoritter efterhånden er på samme niveau. Det er fortsat tilfældet: Mathieu van der Poel virker marginalt stærkere end Wout van Aert. I lørdagens Flandriencross var det de indlagte tidsspurter, der overrumplede Wout van Aert, fordi nogle af konkurrenterne kørte voldsomt hurtigt – det sendte belgieren ned på en femteposition, og så brugte han ellers masser af energi på at forsøge at hente Mathieu van der Poel.

Det er en næsten umulig opgave. Får Mathieu van der Poel først slået hullet, så er det en modbydelig opgave at skulle forsøge at hente ham. Hollænderen er så teknisk overlegen, at han kun meget sjældent laver fejl, og selvom han utvivlsomt kører til grænsen, ser han til tider ubesværet ud. Græsruten i Overijse bør passe ham pænt.

Jeg forventer, at Wout van Aerts matcher hollænderen hele vejen igennem. Udfordringen er hvis han skal bruge hele løbet i rød zone for at holde Mathieu van der Poels niveau. Græsruten passer som nævnt fint til Mathieu van der Poel, men hvis ruten bliver tilpas smattet, så er det Wout van Aert, der profiterer af ruten.

Begge kan vinde. Jeg har efterhånden duellen som 55/45 i Mathieu van der Poels favør. Stakkels konkurrenter. Efter løbet i Flandriencross udtalte Mathieu van der Poel, at han ikke var tilfreds med sit niveau, mens også Wout van Aert afslørede at han lavede en del fejl undervejs – alligevel kørte de alt og alle agterud.

Outsiderne i Overijse

Hvem skal man pege på efterfølgende? Lørdagens løb viste klart, at tre ryttere skiller sig ud. Tom Pidcock er den ene. Briten har et højt niveau, men har ikke ramt det i de seneste løb. Pidcock ved dog om nogen hvordan man timer topformen.

Men det er Laurens Sweeck der viser de bedste takter. Han har ledt efter formen længe i denne sæson, men i de seneste tre-fire løb har han vist ufatteligt gode takter. Indtil Flandriencross-løbet viste han dog også, at han gik ned i løbets sidste kvarter, men det var helt modsat denne gang. Han virker VM-klar. Ja, og så er der Toon Aerts, der også virker til at blive bedre og bedre, men det virker efterhånden umuligt, at han skal ramme sit tårnhøje niveau fra tidligere sæsoner.

Michael Vanthourenhout gik i offensiven i lørdagens Flandriencross, men endte med at betale prisen. Laver han samme fejl i World Cuppen? Det er slet ikke umuligt. Vanthourenhout dør helst med cykelskoene på. Han er udfordret i løbets finale, men kan han time løbet og køre taktisk, så kan han sagtens ende med at køre en podieplacering hjem.

Joker? Jeg kan nævne en del, men hver gang jeg får muligheden for at fremhæve Felipe Lloret Orts, så gør jeg det. Spanieren virkede rigtig lovende for et par år siden, men han har nærmest ikke rykket sig siden. Han blev dog nummer ni i lørdagens løb. Hvem ved – måske kan han køre en podieplacering hjem blandt bedste ikke-belgere og ikke-hollændere.

Vinderbud
Mathieu van der Poel
Det er svært at pege på andre. Mathieu van der Poel var i spidsen fra start til slut i Flandriencross. Sejren var snæver, men meget symptomatisk for Mathieu van der Poel, så var han lige akkurat stærkere end Wout van Aert. Ligesom han har været det igennem det meste af de to rytteres elitekarrierer i cykelcross-sporten.
Podiebud: Wout van Aert, Tom Pidcock
Outsidere: Laurens Sweeck, Michael Vanthourenhout, Toon Aerts
Joker: Felipe Lloret Orts
Kan du gøre det bedre? Dyst med hos Zweeler.com*

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.