Stigningerne i Giro d’Italia 2021: Her vindes løbet

Med blot to enkeltstarter, der sammenlagt måler lige under 40 kilometer, bliver det i bjergene, at Giro d’Italia 2021 skal afgøres. Det er i al fald her, man må forvente at den største tidsforskel kan blive skabt mellem rytterne.

Derfor er det også oplagt at kigge nærmere på stigningerne. I den store ruteoptakt har vi overfladisk beskrevet de enkelte etaper med informationer om nøglestigningerne, men i denne gennemgang dykker vi lidt dybere: Hvor kan løbet vindes og tabes?

Derfor vil jeg i denne gennemgang kigge nærmere på alle relevante stigninger i årets løb. Det er alle stigninger, der ventes at kunne spille en form for rolle i løbet. En bakke, der indleder en 250 kilometer lang etape, bliver ikke nævnt – den er ikke relevant. Men en hård stigning, der kommer 30 kilometer fra målstregen? Jeps, den kigger jeg nærmere på.

Et eksempel er årets 9. etape: Her har jeg de to sidste stigninger med, men ikke den tredjesidste, der topper med 50 kilometer fra mål. Det er ikke afstanden, der alene er årsag til det, men derimod også etapens videre udformning. Det er en vurdering – hele vejen igennem.

Herunder har jeg kigget på alle de stigninger, som jeg kommer til at gennemgå i optakten med nøgleinformationer:

EtapeStigningLængde (km)%HøjdemeterTop (meter)Km til mål
4Colle Passerino4,39,942210522,5
6San Giacomo15,56,193810900
8Bocca della Selva18,94,6876139249,8
8Guardia Sanframondi3,06,82064550
9Ovindoli12,45,1627145723
9Campo Felice6,06,036216550
11Passo del Lume Spento9,34,64256003,8
12Passo del Carnaio10,85,15938079,4
14Monte Zoncolan14,18,5119917300
16Passo Pardoi11,86,8799223958,8
16Passo Giau9,99,3919223317,5
17Passo di San Valentino14,87,81159131537,8
17Sega di Ala11,29,8109812460
19Alpe di Mera9,79,087215310
20Passo San Bernardino23,76,21517206557,8
20Passo della Spluga8,97,3647211529,1
20Alpe Motta7,37,655217270

Højdemeter = Den forskel, der er i højdemeteren fra stigningens top til stigningens bund. Starter en stigning 200 meter over havets overflade og slutter 800 meter over havets overflade, er højdemeteren altså 600 meter
Top (meter) = Den højde stigningen slutter i.

Jeg vil gennemgå alle stigningerne i tabellerne herunder med nøgle-grafik og alle de væsentlige informationer. Det munder til sidst ud i en rangering af de vigtigste enkelt-stigninger i Giro d’Italia 2021, som du kan finde nederst i denne artikel.

Gennemgang af stigningerne

Herunder følger en gennemgang af alle de ovennævnte stigninger. Nogle bliver beskrevet meget grunddigt, mens andre er hurtigt beskrevet.

4. etape: Colle Passerino

Allerede på fjerde etape venter Colle Passerino i den absolutte finale. Med top kun 2,5 kilometer fra mål, er det stensikkert at stigningen kommer til at afgøre sagerne. Colle Passerino er nemlig en kort stigning med store procenter, og på de stejle procenter kan der laves forskelle.

Fra toppen af Colle Passerino er der et par kilometer til målstregen. Det flade stykke gør, at der kan komme samling igen efter toppen, hvis forskellen blot er sekunder. Det er en hård, skrap stigning, der kan skabe seværdigt TV og få forskelle – men næppe så store, at vi husker det når løbet er slut.

6. etape: San Giacomo

San Giacomo-stigningen bliver lidt længere. Det er Giro d’Italias første bjergafslutning, og med 15,5 kilometer kan den også mærkes i benene. Som det tit sker i starten af løbet, så er det dog næppe her, tidsforskellene bliver alt for store blandt favoritterne.

Årsagen er naturligvis at en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,1 % ikke batter det vilde. Det kan godt ske, at de sidste fire kilometer stiger med 7,6 % i snit, men med tanke på det, der kommer efterfølgende, er det ikke jordens hårdeste dag.

8. etape: Bocca della Selva og Guardia Sanframondi

På 8. etape kommer den første dobbelt-kombination i denne artikel. Først kører rytterne over Bocca della Selva, der godt nok er lang, men som hverken er hård eller placeret tilpas tæt på målstregen:

Det er nemt at sætte tempo på det her bjerg. Det er en stigning, der kun er relevant, fordi det kan trætte rytterne forud for dagens sidste udfordring, nemlig Guardia Sanframondi.

Guardia Sanframondi er ikke en hård bakke, men den indledes med en hård passage i bunden, hvilket kan betyde at nogle ryttere kan skabe en tidsforskel. Igen er det dog en stigning, der kun kalder på sekunder frem for minutter.

9. etape: Ovindoli og Campo Felice

På 9. etape kommer den første store bjergdag med adskillige stigninger. Det er de to sidste, jeg har fokus på, startende med Ovindoli-stigningen.

Ovindoli er en lang stigning på 12,4 kilometer. Med 5,1 % i snit er det klart, at det ikke er her, vi finder den næste Giro d’Italia-vinder. Det gør vi heller ikke på Campo Felice, der ellers har en relativt skrap afslutning.

Stigningen strækker sig over 6 kilometer, men et hurtigt kig på profilen viser også, at de første fire kilometer ikke er specielt relevante. På de sidste par kilometer stiger den med 8,2 % i snit, og jeg har svært ved at se favoritterne spille ud før her.

11. etape: Passo del Lume Spento

Så bliver det spændende! På 11. etape er det fortsat de korte stigninger, der står på menuen, men 11. etape er en grusetape – og den sidste stigning på dagen, Passo del Lume Spento, kommer i umiddelbar forlængelse af en grusvej.

Hvis rytterne forcerer igennem grusset, venter der lige efter en kort, skrap stigning med procenter på op mod 11 %. Der er stadig 4 kilometer til målstregen fra toppen, og min umiddelbare vurdering er at stigningen i sig selv ikke er voldsomt hård, men at den stadig kommer til at gøre meget ondt, fordi rytterne på det her tidspunkt har været igennem lange passager med grus.

12. etape: Passo del Carnaio

Som den afsluttende stigning på den hårde 12. etape, venter den lidt vattede Passo del Carnaio. Det er i al fald heller ikke her, løbet afgøres, hvilket et eller andet sted er kendetegnende for de første 12 etaper: Mange muligheder for at tabe løbet, ganske få chancer for at vinde løbet.

Det kan også blive svært at gøre forskellen på Passo del Carnaio, der ganske vist har et sted med en stigningsprocent på 14 %, men som kort efter flader ganske meget ud. Herefter venter en nedkørsel og flad vej før målstregen rammer, så det er svært at se den største forskel mellem favoritterne.

14. etape: Monte Zoncolan

Selvom Monte Zoncolan er en forholdsvis ny stigning, kan man ikke sige stigningens navn i mange cykelkredse, uden at alle straks tænker på Giro d’Italia. I år er stigningen igen med i løbet, men i en anderledes udgave end normalt.

For normalt rammer de Monte Zoncolan fra vestsiden i byen Ovaro. Det er herfra, den er hårdest. Denne gang rammer de den far Sutrio, hvilket er fra østsiden. Stigningen er stadig hård, men hvor Ovaro-siden stiger med 11,9 % i snit, er vi altså nede i 8,5 % snit her i årets løb. Sutrio-siden er ikke blevet brugt siden debutåret i 2003.

De sidste fire kilometer af Monte Zoncolan er dog så hårde, at det kommer til at gøre rigtig ondt alligevel. Her kan man lave forskellen, og det er her, vi skal forvente udspil, der kan udfordre de forskellige ryttere. Det er her, mange ryttere skal stå deres helt store test. Det er her, vi for alvor ser, hvem der ikke kan vinde Giro d’Italia 2021.

16. etape: Passo Pordoi og Passo Giau

Monte Zoncolan på 14. etape var startskuddet, og 16. etape indeholdende flere voldsomme stigninger er den berygtede efterfølger. Dagens hårdeste stigning er Passo Fedaia, der kommer umiddelbart før Passo Pordoi, men den er placeret så langt udefra, at jeg starter med Passo Pordoi.

Passo Pordoi er løbets Cima Coppi, det vil sige at her er der – som den eneste stigning i løbet – dobbelt point på toppen til bjergtrøjen. Det er nemlig Giro d’Italias højeste punkt med 2.239 meter. Stigningen er 11,8 kilometer lang og stiger i snit med 6,8 %, hvilket jo ikke er skræmmende i sig selv.

Men når den kommer lige efter Passo Fedaia og umiddelbart før Passo Giau, så bliver den vigtig.

Passo Giau er nemlig blandt løbets hårdeste stigninger. Med 9,9 kilometer og en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,3 % er det en rigtig afgørende stigning. Der er en nedkørsel efterfølgende, men det er nok naivt at tro, at der kommer stor samling. Passo Giau bliver rigtig afgørende i årets Giro d ‘Italia.

17. etape: Passo di San Valentino og Sega di Ala

17. etape har potentiale til at blive løbets måske mest væsentligste etape, og det skyldes afslutningen. Det er en ganske tilforladelig dag, hvor alt handler om Passo di San Valentino og Sega di Ala. Stigningerne er placeret tæt på hinanden i finalen.

Det betyder, at vi godt kan få seriøse udspil allerede på Passo di San Valentino, der med sine 7,8 % over 14,8 kilometer er en hård stigning i sig selv. Efter en kort nedkørsel følger kun et kort stykke flad vej, inden den sidste stigning begynder. Dermed er der mulighed for at forsøge at isolere konkurrenterne allerede på Passo di San Valentino.

Herefter går turen til Sega di Ala, som afslutter 17. etape. Det er en stigning, der i min optik er den hårdeste i løbet.

Det er den dels på grund af optakten, og dels på grund af at den med sine 11,2 kilometer og 9,8 % i snit har de skrappeste nøgletal. Særligt fordi stigningen før kan bruges i samme finale, bliver den her stigning hård. Den flader lidt ud (med “kun” 5,3 %) til sidst på etapen, men der er to kilometer mod toppen, der stiger med 12,1 % i snit – det kommer til at gøre vanvittigt ondt. Det er den her stigning, som jeg fremhæver som løbets vigtigste stigning.

19. etape: Alpe di Mera

På 19. etape venter Alpe di Mera. Det er en herlig lille stigning, der sagtens kan konkurrere mod Sega di Ala om prædikatet som løbets væsentligste stigning.

Faktisk er jeg tæt på at sige, at stigningen isoleret set er hårdere, og de skyldes de sidste næsten 5 kilometer, der i snit stiger med 10,4 %. Den flader ikke ud, ligesom stigningen på 17. etape gjorde, men til gengæld er optakten til Alpe di Mera noget lettere end den var til Sega di Ala. Det er en herlgi stigning, de har fundet frem i årets løb, og jeg kunne sagtens forestille mig, at den fik en fremtrædende rolle i både Giro d’Italia og Tour de France i fremtiden.

20. etape: Passo San Bernardino, Passo della Spluga og Alpe Motta

Hvis rytterne har noget tilbage, så bliver det på denne modbydeligt hårde etape, de skal fyre det af. Først kommer Passo San Bernardino-stigningen:

Med 23,7 kilometer er det en møglang sag, men den stiger kun med 6,2 % i snit, og overordnet set er det ikke en hård stigning. Udmarvende og træls, men det er næppe her, man sætter maglia rosa.

Det gør man måske på Splügenpass, eller Passo dello Spluga, som det mere italienskklingende navn lyder. Med sine 8,9 kilometer og 7,3 % i snit er det en svær stigning, der mod toppen stiger konstant over 8 %.

Fra toppen af Splügenpass er der en lang nedkørsel til Alpe Motta, der er en fin stigning. Giro d’Italia har tidligere haft en tendens til at bruge løbets hårdeste stigning på 20. etape, men ofte har det vist sig, at rytterne er så udtømte her, at de ikke har kunne gøre nogen forskel.

Alpe Motta er en lidt nemmere afslutning. Den er 7,3 kilometer og stiger med 7,6 % i snit. Over et par omgange falder den lidt i sine procenter, men det er en fin stigning. Særligt sammen med de to øvrige stigninger er der muligheder på den her etape, og det er det, arrangørerne har forsøgt at skabe: muligheder.

Jespers vurdering: Her vindes Giro d’Italia 2021

I det ovenstående har jeg beskrevet alle de relevante stigninger – nu er det tid til at rangere dem. Det er udelukkende en subjektiv vurdering, hvor jeg forsøger at kigge efter andet end “bare” nøgle-informationerne som stigningsprocent og længde. Forhåbentligt har jeg illustreret, at det ikke altid er det væsentligste. I stedet kigger jeg blandt andet hvor på etapen stigningen placeres, hvad der er gået forud og så videre.

Her er mit bud på de mest afgørende stigninger i løbet:

#StigningEtapeVurdering (1-5)
1Sega di Ala17
2Monte Zoncolan14
3Alpe di Mera19
4Alpe Motta20
5Passo Giau16

Det er på 17. etape, vi finder den hårdeste stigning. Dens stigningsprocent afgøres kun af én, noget kortere stigning i starten af løbet, og Sega di Ala-stigningen kommer lige efter Passo di San Valentino-stigningen. Der er dermed grobund for at lave en meget hård kombination. Man skulle måske tro, at Monte Zoncolan, der er løbets mest kendte stigning, også ville være den hårdeste, og den har da nok også den hårdeste finale, men med en nem optakt til stigning samt det faktum at det er én af de nemmere udgaver af Zoncolan, gør at den dumper ned på andenpladsen. Der vil dog utvivlsomt være noget psykologisk i at det er Monte Zoncolan, den mest hypede stigning i løbet.

Herefter placerer jeg Alpe di Mera på tredjepladsen. Stigningen er hårdere – rent procentmæssigt – end Monte Zoncolan, men mangler lidt i længden. Akkurat som Monte Zoncolan er den stejlest mod toppen, hvilket øger dens sværhedsgrad markant.

Kommentarer

Abonnér
Send notifikationer om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer

Få vores optakter i indbakken

Samt eksklusive mail-optakter til udvalgte løb
* skal udfyldes

Få en mail forud for de vigtigste etaper, deltag i eksklusive konkurrencer og modtag eksklusive optakter – alt sammen ved at tilmelde dig nyhedsbrevet.

Vi sender cirka to nyhedsbreve om måneden. Du kan altid afmelde dig nyhedsbrevet igen.